Nyhed

Dizzy Mizz Lizzy klar med ny single – og udgivelsesdato for album

GAFFA.dk – alt om musik

Alter Echo er på gaden 20. marts

Dizzy Mizz Lizzy har netop udgivet en ny single, ”In the Blood”, og samtidig annoncerer de titel og udgivelsesdato på deres fjerde album, opfølgeren til comebackalbummet Forward in Reverse fra 2016. Udgivelsen får titlen Alter Echo og er på gaden 20. marts. Hør den nye, forholdsvis tunge single nedenfor.

”Vi skriver generelt længere sange i øjeblikket. Det er et lille opgør med den manglende tålmodighed. Hvorfor stresser vi rundt? I vores frygt for at gå glip af noget, går vi i virkeligheden glip af en masse. Prøv at se, hvad der sker, hvis vi er i samme stemning lidt længere tid,” siger sanger, guitarist og sangskriver Tim Christensen.


Albummet Alter Echo indeholder kun seks sange, herunder singlen "California Rain" fra november 2019. Albummets sidste nummer, "Amelia", varer 23 minutter og er delt ind i fem forskellige dele, som enten kan nydes separat eller som en helhed. 

”'Amelia' udformede sig som ét langt nummer, fordi det bare gav mening og ikke kunne være anderledes. Når der ikke er nogle regler for, hvad pladen skal indeholde, og musikken ligesom bare får lov til at udvikle sig, så ender man med et nummer på 23 minutter,” siger Tim Christensen. 

Tracklisten til det nye album er som følger:


  1. The Richochet
  2. In the Blood
  3. Boy Doom
  4. The Middle
  5. California Rain

Amelia:

  1. Part 1: Nothing They Do They Do for You
  2. Part 2: The Path of Least Existence
  3. Part 3: Lights Out
  4. Part 4: All Saints Are Sinners
  5. Part 5: Alter Echo

Albummet kan forudbestilles signeret hos GAFFA Shop.

Sammen med bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis dannede Tim Christensen Dizzy Mizz Lizzy i 1988. De vandt DM i Rock i 1993 og udgav året efter det selvbetitlede debutalbum, der solgte mere end 250.000 eksemplarer i Danmark. Efter toeren Rotator fra 1996 gik de tre hver til sit, men vendte tilbage med en enkelt optræden i 2006 og derefter med en omfattende turné i 2010. I mellemtiden igangsatte Tim Christensen en succesfuld solokarriere, mens de to andre medlemmer fik jobs uden for musikverdenen.


Gruppen turnerede atter i 2015, og deres tredje album Forward in Reverse kom i 2016 og gik nummer ét på den danske hitliste – samme år turnerede Dizzy Mizz Lizzy igen og optrådte blandt andet på Roskilde Festivals Orange Scene. Siden har de været på tour flere gange, og nu er de så tilbage med deres fjerde album.

Dizzy Mizz Lizzy optræder til GAFFA-Prisen 26. februar i Musikhuset Aarhus. Showet er udsolgt, men bliver streamet live på TV2 Play.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen er udsolgt – se showet på TV2 Play og Zulu


Hør "In the Blood":

ANNONCE