Nyhed

Travis klar med nyt album

"Ode To J. Smith" udkommer 29. september og er mere rocket og rå

Travis annoncerer nu dato og flere detaljer for deres sjette studiealbum, og der bliver efter sigende tale om et stilskift for de lette og luftige popsnedkere.

"Ode To J. Smith" har faktisk ligget færdig siden foråret, men skotterne har udskudt udgivelsen og udsender den nu på deres eget, nye pladeselskab Red Telephone Box. Det sker 29. september, og pladen er ifølge gruppens nyhedsbrev det mest rockede og garage-inspirerede siden debuten "Good Feeling" fra 1997.

"Vi ønskede, at dette album fik noget rå kant. Tidligere har vi måske haft en tendens til at lave virkelig smukke ting, der lød så fint, at de nærmest gled fra én. Det kan man ikke sige om den her. Vi pressede virkelig os selv. Det er ligesom prog-pop – der sker en hel masse på tre minutter", fortæller bassist Dougie Payne.


Pladen følger efter sidste års "The Boy With No Name", der fik en blandet modtagelse hos kritikerne. Forløber bliver singlen "Something Anything", der er på gaden 15. september.

I juni udsendte Travis desuden en limited edition ep med skæringen "J. Smith", der toppede den britiske indie-liste og også optræder på det kommende album.

Forsanger Fran Healy beskriver "J. Smith" som en tre minutters rockopera, og nummeret kan høres på gruppens MySpace-side.


ANNONCE