Nyhed

Suspekt og Tobias Rahim går all in på eftertænksomme sommerfornemmelser

GAFFA.dk – alt om musik

Albertslund-trioen og r&b-rapperen fletter mikrofonledninger på nyt sommer-vibed remix af Suspekts ”Dø i Norden”. Hør den nederst.

I kølvandet på corona-udbruddet og udgivelsen af deres seneste album, Sindssyge Ting, igangsatte Emil Simonsen, Rune Rask og Andreas Bai Duelund alias Suspekt en udfordring for at bidrage til karantæneunderholdningen. De udgav en instrumentalversion af Sindssyge Ting og opfordrede alle, der havde lyst, til at filme et bud på nye vers og fortolkninger af albummets sange.  

Dette samlede Tobias Rahim, den ene halvdel – Grande – af reggaeton-duoen Camilo & Grande, op på og skrev sit eget vers til ”Dø i Norden” inspireret af den nuværende verdenssituation:


– Det hele startede med en absolut COVID-19-nedtur. Jeg skulle akut hjem fra Colombia, hvor jeg skulle have filmet indhold til min ep. I stedet finder jeg mig selv fanget i min lejlighed i Nordvest med det eneste at se frem til værende 14 dages karantæne. Jeg går i gang med et remix af Suspekts ”Dø i Norden” og slipper tankerne fri over beatet. Det var en sang, hvor jeg kunne komme ud med følelserne, fortæller Tobias Rahim.

Rapperen var samtidig påvirket af, at hans mor var blevet syg, og sangen fungerede derfor som en ventil for følelserne:

– Min mor var netop blevet syg, og tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg publicerede min version af sangen med en video på Instagram, og der gik ikke lang tid, før Suspekt samlede op på den. Men de deler den ikke kun. Vi falder i snak med hinanden over Instagram, og pludselig skaber vi i fællesskab en ny version af ”Dø i Norden”. Min mor er blevet rask igen, og jeg sidder nu tilbage med god følelse. Jeg har lavet en stærk og ærlig sang med nogle af mine personlige idoler, tilføjer Rahim.


LÆS OGSÅ: Gode Tider med Tobias Rahim – hans bud på et sommerhit

Også Suspekt sidder tilbage med en god følelse, trods de triste nyheder om en betydningsfuld aflysning af sommerens koncerter, heriblandt deres planlagte optræden på Orange Scene. De er nemlig glade for at have igangsat den kreative proces, som remixet af ”Dø i Norden” er resultat af:

– Selve nummeret (remixet, red.) er en del roligere end vores egen version. Den er måske lidt mere storby-vibed og helt klart mere sommer-chilled sammenlignet med originalen, hvilket jo passer meget godt til tiden, vi går mod lige nu. Tobias er et kæmpe talent og det er totalt sejt, at han har skabt sin egen sang ud fra vores. Det fik os lyst til at være med, fortæller Emil Simonsen alias Orgi-E fra Suspekt. Han mener også, at sangen fremstår aktuel i netop denne tid.


Suspekt udgav Sindssyge Ting i februar i år og blev modtaget med fire stjerner af GAFFAs Jens Dræby, der glædede sig over et gensyn med ”De go'e gamle frække drenge”.

Hør Suspekt & Tobias Rahim – ”Dø i Norden” (remix):


ANNONCE