Nyhed

Phlake udgiver ny single og sætter dato på deres kommende album

GAFFA.dk – alt om musik

”Sleepwalker” er ude med tilhørende musikvideo, og 15. maj udkommer duoens tredje studiealbum. Se musikvideoen til ”Sleepwalker” øverst i artiklen.

Den nye single ”Sleepwalker” er ligesom de tre foregående indspillet i samarbejde med Mercedes the Virus, men singlen involverer også solisten Awinbeh, som tidligere har skrevet sange med Phlake (samt Jada), og som har været forsanger i det hedengangne indie-popband Silvester. "Sleepwalker" er fjerde i rækken af singler siden Weird Invitations (2017).

LÆS OGSÅ: Lækker debut fra Jadas sangskrivnings-partner


– Sangen handler om at føle sig ensom og fortabt i storbyen. Så man burer sig inde og dyrker at være den “gennemsigtige” mand, som ingen lægger mærke til, fortæller forsanger Mads Bo Iversen.

I videoen til ”Sleepwalker” ser vi blandt andet Mads Bo løbe rundt i de tomme, mørke gader, kun iført underbukser.

– Natten og mørket er tiltrækkende og fristende, fordi den er med til at udvikle dig som menneske. Den hjælper dig til at se indad. Men det slider på sjælen at se mørket i øjnene hver nat. Især når man ikke kan sove.


– Alligevel fortsætter man jagten imod det uvisse, det mørke. Som et instinkt, der er draget af at føle længsel. En længsel efter fortiden, men måske også efter en bedre fremtid. Og et fremtidigt bedre jeg. En ond spiral. Men til sidst har man fundet et svar, i hvert fald for nu, så man kan sove. Men det vil vise sig, om man kan sove, når det igen bliver nat.

Mercedes the Virus medvirker ikke i musikvideoen, og vi har endnu ikke fået sat et ansigt på kvinden, der har været med til at indspille de foregående tre singler, og som tilsvarende medvirker på hele det kommende album, der udkommer om to uger.

LÆS OGSÅ: Phlake udgiver ny single – og annoncerer album


Albummet bliver Phlakes tredje af slagsen og har været tre år undervejs. Duoen udgav debutalbummet Slush Hours i 2016 og fulgte året efter op med Weird Invitations – begge opnåede stor succes.

Phlake tager efter planen på turné til efteråret, hvor de gæster seks byer i oktober og november. Du kan finde et link til billetter lige her.

ANNONCE