Nyhed

Dave Grohl skriver essay om livemusikkens fremtid: "Vi er nødt til det"

GAFFA.dk – alt om musik

"Det er ikke et valg"

Foo Fighters' frontfigur Dave Grohl er kendt som en særdeles veloplagt livekunstner, der sagtens kan fuldføre en koncert, selvom han falder ned fra scenen og brækker et ben undervejs. En global pandemi kan han dog ikke stille noget op imod, og Foo Fighters' planlagte 25 års jubilæumsturné denne sommer er derfor udsat – for Europas vedkommende til sommeren 2021.

Nu har Grohl skrevet en klumme i det amerikanske kulturmagasin The Atlantic i serien Uncharted om, hvordan verden vil ændre sig efter coronakrisen. Grohl skriver, at han ikke er videre imponeret over tidens tendens til livestreamede karantæne-koncerter, som "ligner videoer fra overvågningskameraer" og "lyder som Neil Armstrongs forvrængede transmissioner fra Månen".


Grohl savner den ægte vare, skriver han. "Den, der får dit hjerte til at hamre, din krop til at bevæge sig og din sjæl til at dirre af lidenskab." Han bruger som eksempel Queens ikoniske optræden til Live Aid på Wembley Stadion i 1985, som er gået over i historien, selvom bandet kun stod på scenen i 22 minutter. "Det var Freddies kontakt med publikum, der omskabte det forfaldne fodboldstadion til en lydmæssig katedral. I fuldt dagslys gjorde han 72.000 personer til sit instrument og faldt ind i deres fællessang," skriver Grohl.

Den tidligere Nirvana-trommeslager skriver videre om, hvordan han selv har oplevet U2 live, hvor de overraskede positivt ved at gå på scenen helt uden deres sædvanlige storladne produktion, men at der stadig var en magisk forbindelse mellem band og publikum og mellem publikum indbyrdes. Grohl beretter videre om, hvordan han blev starstruck og nervøs over at få at vide, at Bruce Springsteen var kommet for at se en af Foo Fighters' koncerter – for at se opvarmningsbandet, men han blev dog hængende til Foo Fighters bagefter, ude blandt publikum – og hvordan det var at opleve Bossen backstage bagefter. 

Få dage efter modtog Grohl et håndskrevet brev fra Springsteen, hvor der stod: "Når du kigger ud på publikum, burde du se dig selv i dem, lige præcis som de burde se sig selv i dig."


Foo Fighters-sangeren konkluderer sit essay med blandt andet disse ord:

"I denne verden af frygt og uro og social distancering er det svært at forestille sig at dele oplevelser som disse nogensinde igen. Jeg ved ikke, hvornår det bliver sikkert igen at vende tilbage, syngende arm i arm af vore lungers fulde kraft, mens hjerterne banker, kroppene bevæger sig, sjælene er ved at briste af liv. Men jeg ved, at vi vil gøre det igen, fordi vi er nødt til det. Det er ikke et valg. Vi er mennesker. Vi har brug for øjeblikke, der forsikrer os om, at vi ikke er alene. At vi bliver forstået. At vi er ufuldendte. Og, vigtigst af alt, at vi har brug for hinanden."

Læs hele Dave Grohls essay i The Atlantic.


LÆS OGSÅ: VIDEO: Dave Grohl overrasker COVID-19-sygeplejerske med en sang

ANNONCE