x

Historic Rock Event på Egegård Skole 7. september

Historic Rock Event på Egegård Skole 7. september

Gladsaxe Teen Clubs, som i fem år fra 1966 til 1971 var en af landets populæreste klubber, hvor tusindvis af unge mødtes for at høre tidens største danske og udenlandske rock- og popgrupper, genopstår nu i anledningen af, at Led Zeppelin for 40 år siden spillede på Egegård Skole.

Da Yardbirds-guitaristen Jimmy Page sammen med bassisten John Paul Jones, trommeslageren John Bonham og sangeren Robert Plant den 7. sept. i 1968 spillede deres første offentlige koncert som et band, skete det nemlig i Gladsaxe Teen Clubs på Egegård Skole i Gladsaxe. Det blev en begivenhed, som for altid har skrevet Danmark ind i historien om Led Zeppelin.

Det er også anledningen til at en kreds af de frivillige folk, som var aktive i Gladsaxe Teen Clubs dengang i 60’erne har fundet sammen i den nystiftede forening Gladsaxe Teen Clubs Venner, som i samarbejde med manager Jerry Ritz fra koncertbureauet KulturKontakt.dk nu fejrer 40 års jubilæet for Led Zeppelins verdenspremiere med arrangementet ”Historic Rock Event” søndag den 7. sept. på Egegård Skole i Gladsaxe.

Når Gladsaxe Teen Clubs genopstår denne ene aften, 37 år efter at klubben blev opløst, er det naturligvis til tonerne af Led Zeppelins musik. Musikken bliver leveret af det populære danske tribute-band Led Zeppelin Jam - der spiller musikken så tæt på originalerne, som det kan gøres.

Der vil desuden være konkurrencer og forskellige overraskelser. Arrangørerne oplyser, at man har været i kontakt med repræsentanter for Led Zeppelin-folkene og mange af de danske musikere, som var med dengang. Alle er blevet inviteret til denne særlige festaften, men hvem der dukker op, kan man ikke sige med sikkerhed.

Billetsalget er åbent på BilletNet – 70 15 65 65 samt på www.billetnet.dk og på landets posthuse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA