x

Rasmus Seebach slår vild rekord

Rasmus Seebach slår vild rekord

Album fra 2013 har ligget mere end 300 uger på listen

Det er onsdag morgen og dermed tid for offentliggørelsen af de officielle danske hitlister. Der er ikke mange nyheder på ugens samlede albumhitliste, men til gengæld runder Rasmus Seebach en milepæl. Hans tredje album, Ingen kan love dig i morgen fra 2013, har i denne uge ligget præcis 303 uger i top 40, altså næsten seks år, og det er en rekord, skriver Ekstra Bladet. Albummet har dog i perioder været ude af top 40. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach fylder 40. Her er hans karriere i vilde tal

Ed Sheerans andet album, X fra 2014, ligger ikke langt efter Seebach med i alt 279 uger i top 40, om end albummet ikke holder en placering i top 40 i denne uge. Det gør til gengæld Lukas Grahams andet album, Lukas Graham (Blue Album) fra 2015. Dette album har ligget i top 40 i 257 uger, altså lige knap fem år. Da albummet også udkom for knap fem år siden, har det altså været i top 40 stort set uafbrudt siden.

Den samlede album-top 40 rummer kun en enkelt nyhed i denne uge, nemlig Specktors, der går ind på en 27. plads med 4 Life. Hitlisten toppes i denne uge atter af TopGunn med SAS, mens tracklisten på førstepladsen igen har corona-sammenholdssangen "Tættere end vi tror" med blandt andre Lukas Graham, Tessa og Jada.

Vinylhitlisten byder til gengæld på en række nyheder. I toppen finder vi vinyl-genudgivelsen af Superheroes' 20 år gamle andet album, Igloo, der i sin tid blev deres gennembrud. Black metal-projektet Afsky og Ofte drømmer jeg mig død går ind på en andenplads, og Kloster og det meget roste Især til de levende debuterer som nummer fire.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Hypnotiske og urovækkende lydmalerier fra de danske neo-folk-helte

Genudgivelsen af filminstruktøren Søren Faulis 37 år gamle album Fauli til dauli går ind på en femteplads. Originaludgaven af albummet sælges i øvrigt brugt for flere tusind kroner. Filuka og Kronisk forstyrret debuterer på en 24. plads, og en genudgivelse af The Jimi Hendrix Experiences stilskabende debutalbum Are You Experienced? fra 1967 er ny på en 30. plads.

Den mest spillede sang på de danske radiostationer er også i denne uge Jada og "Nudes".

Se alle ugens hitlister her

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA