x

Musikhuset Aarhus' Store Sal genåbner med danske topnavne

Musikhuset Aarhus' Store Sal genåbner med danske topnavne

”Med åbningen af Store sal tager vi endnu et vigtigt skridt for at få sparket kulturen i gang"

For to uger siden blev det atter lovligt at afholde siddende koncerter med op til 500 personer, hvis blot en række sikkerhedsforskrifter bliver overholdt, og nu kan Musikhuset Aarhus så, efter næsten tre måneders stilhed, annoncere sine to første koncerter i Store Sal efter coronanedlukningen. Det bliver henholdsvis 26. og 27. juni, hvor tre danske topnavne hver aften vil indtage scenen.

Den 26. juni kan man opleve Pernille Rosendahl, Søren Huss og Hush i Musikhusets i Store Sal, når de sammen træder op på scenen. Dagen efter, altså den 27. juni, følger Kwamie Liv, Nicklas Sahl og Alex Vargas op med endnu en triplekoncert.

Ved hver af de to koncerter spiller kunstnerne både egne numre og laver gæsteoptrædener til hinandens sange.

”Med åbningen af Store sal tager vi endnu et vigtigt skridt for at få sparket kulturen i gang, bakke op om de danske kunstnere og give vores publikum det, mange af os har savnet. Livemusikken, nærheden og fællesskabet. Jeg kan love jer for, at sangerne og musikerne glæder sig til at spille for publikum. Og vi glæder os til at mærke den særlige energi, der opstår i kontakten mellem publikum og musikere, som kun livekoncerter kan give”, siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.

"Jeg glæder mig simpelthen så meget til at stå på scenen i Musikhusets fantastiske sal. Coronatiden har givet os masser af finurlige, digitale løsninger, men når det kommer til musik, er der bare ikke noget, der slår det at være til stede sammen, lige nu lige her, i det samme rum. Det bliver skønt at mærke nærværet med publikum igen" siger forsanger i Hush Dorthe Gerlach.

Begge koncerter bliver afholdt i Musikhusets Store sal. Normalt er der plads til 1.500 siddende publikummer, men til de to eksklusive triplekoncerter bliver der et maksimum på 500 gæster. Publikum kommer til at sidde med et sædes mellemrum. Det er dog tilladt at sidde i direkte forlængelse af hinanden, hvis man i forvejen har tæt kontakt til hinanden.

Billetsalget til koncerterne begynder i dag den 4. juni kl. 10 på Musikhusets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Steen Jørgensen giver sommerens første store rockkoncert


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA