Nyhed

Grammy omdøber kategorien "urban" efter kritik

GAFFA.dk – alt om musikken

Kategorien hedder nu Best Progressive R&B Album

Som vi skrev forleden, er musikudtrykket "urban" i lyset af Black Lives Matter-bevægelsens aktuelle momentum blevet udsat for kritik for at repræsentere "forældede strukturer fra fortiden". Kritikken er blandt andet kommet fra New York-pladeselskabet Republic Records og det Los Angeles-baserede managementselskab Milk & Honey, der begge fremover vil undlade at bruge begrebet.

LÆS OGSÅ: Pladeselskab stopper brugen af genrebetegnelsen "urban" – "det hører fortiden til"


Nu slutter verdens nok mest prestigefulde musikpris, Grammy, sig til feltet. Prisshowet har derfor omdøbt kategorien The Best Urban Contemporary Album til Best Progressive R&B Album. Kategorien blev i øvrigt i år vundet af Lizzo (billedet) for albummet Cuz I Love You.

Harvey Mason Jr., den fungerende præsident for The Recording Academy, en sammenslutning af amerikanske musikere, producere, teknikere og musikbranchefolk, der kårer vinderne, udtaler på Grammy.com:

"Akademiet accepterer løbende forslag fra musikverdenen til ændringer af Grammy-reglerne. Forslag, som bliver grundigt vurderet og, hvis de bliver imødekommet, endeligt vedtaget ved vores årlige generalforsamling; en proces, som vi er stolte af at have fortsat med i dette udfordrende år."  


Grammy har også ændret navnene på nogle andre kategorier. Således er Best Rap/Sung Performance omdøbt til Best Melodic Rap Performance, mens Best Latin Rock, Urban Or Alternative Album er blevet omdøbt til Best Latin Rock Or Alternative Album

Til gengæld er Best Latin Pop Album noget selvmodsigende er blevet omdøbt til Best Latin Pop Or Urban Album – her er udtrykket urban altså kommet ind i en kategori, og Grammy bruger da også stadig udtrykket "urban" på sin hjemmeside.

Endelig har Grammy ændret reglerne for kategorien Best New Artist, således at der ikke længere er et loft over, hvor meget musik man må have udgivet for at kunne blive nomineret i kategorien. 


Læs nærmere om de nye regler på Grammy.com

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Sort kultur i hvide klæder: #BlackLivesMatter – også i musikbranchen

ANNONCE