Nyhed

Hugo Helmig klar med ny single – skrevet og indspillet med Lukas Forchhammer

GAFFA.dk – alt om musik

"Jeg blev meget beæret over, at Lukas tog kontakt til mig"

Hugo Helmig udgiver i dag en ny single, "Sooner or Later", og den er skrevet i samarbejde med ingen ringere end et af Danmarks største internationale musiknavne i disse år, nemlig Lukas Forchhammer, frontfigur i Lukas Graham. Og ikke nok med det, Lukas Forchhammer synger også kor på omkvædet. Hør sangen nedenfor.

Hugo Helmig fortæller i en pressemeddelelse, at han på et tidspunkt, da han var med at komme sig oven på et heftigt 2019 – der bød på både et succesfuldt debutalbum, velbesøgte og anmelderroste koncerter og en efterfølgende afvænning og turnéaflysning – modtog en mail fra Lukas Forchhammer med en skitse til en ny sang, som Forchhammer syntes ville passe godt til Helmig. Kort efter mødtes de to og skrev sangen færdig og indspillede den, og i dag er den så udkommet.


”Jeg blev meget beæret over, at Lukas tog kontakt til mig. Jeg har fulgt ham, siden jeg som 13-årig så hans første koncert på Smukfest, og han er et af mine store musikalske forbilleder. Det var så vildt at være i studiet med ham, og vi klikkede heldigvis med det samme,” udtaler Hugo Helmig og fortsætter:

”Den her sang og ikke mindst teksten blev en del af min kamp for at komme videre og rejse mig igen. Den handler om at se fremad og anerkende, at vi alle laver fejl, men det vigtige er, hvad vi bruger fejlene til, og hvordan vi kommer videre. Jeg føler mig langt om længe glad igen, og jeg er klar til lægge det negative bag mig,” siger Hugo Helmig.

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig er tilbage – udgiver minialbum i dag


"Sooner or Later" er produceret af Hugo Helmigs faste samarbejdspartner Emil Falk og co-produceret af Hennedub, der er kendt som producer for blandt andre storhittende navne som Kesi, Gilli og Lukas Graham.

Sangen er en guitarbåret popsang ligesom Helmig debutsingle og gennembrudshit fra 2017, "Please Don't Lie". Han har siden udgivet ep'en Promise (2018), albummet Juvenile (2019) og senest den mere eftertænksomme ep Lulu Vol. 1 (2020), der alle har fået pæne anmeldelser af GAFFA.

LÆS OGSÅ: Helmig samler stumperne og sig selv op på ny ep


Hugo Helmig skulle have givet sin første koncert efter sin ufrivillige pause fra rampelyset på årets Roskilde Festival, men da festivalen som bekendt desværre er aflyst som alle andre større festivaler denne sommer, er hans første planlagte show på Train i hjembyen Aarhus 26. november efterfulgt af Store Vega 3. december. Der er stadig ledige billetter til begge koncerter.

Hør "Sooner or Later":


ANNONCE