x

Google Play Music lukker lige om lidt

Google Play Music lukker lige om lidt

Fra september erstattes Google Play Music af YouTube Music

Googles plan om at erstatte musiktjenesten Google Play Music med YouTube Music har været kendt i lang tid, men nu er der kommet datoer på.

Til september begynder udfasningen af Google Play Music, som lukkes fuldstændig til december. Det skriver Variety.

Fra september kan man ikke foretage nye køb i Google Play Music. Indtil december kan brugerne dog overføre deres musiksamling, spillelister, uploads, anbefalinger og albums til YouTube Music.

LÆS OGSÅ: FEATURE: Spotify er et nødvendigt onde

De to tjenester har længe eksisteret side om side. Ifølge Variety håber Google med samlingen at kunne lægge mere pres på globale rivaler som Spotify og Apple Music. 

YouTube Music får desuden nye funktioner. Blandt andet vil den kunne forslå sange til dine playlister, lade dig lave playlister sammen med andre og læse sangtekster, mens du lytter. 

"I løbet af de sidste par år har vi skabt en fantastisk fan-oplevelse på YouTube Music ved at samle det bedste fra Google Play Music med det bedste fra YouTube," fortalte Google i forbindelse med annonceringen. 

Google Play Music blev lanceret i 2014 i Danmark. Den adskilte sig fra de øvrige streamingtjenester ved at lade brugerne selv uploade music til tjenesten. I øjeblikket er en lang række danske kunstnere fjernet fra både YouTube Music og Google Play Music, eftersom Google og Koda ikke er lykkedes med at indgå en ny aftale om afregning til rettighedshavere og komponister.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Uenighed mellem Koda og YouTube er del af større konflikt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA