Nyhed

Nyt notat: Derfor fraråder Kåre Mølbak genåbningen af Koncertdanmark

GAFFA.dk - alt om musik

Risiko for superspredning af corona fik Kåre Mølbak til at anbefale en udskydelse af fase 4, viser nyt notat fra Statens Serum Institut. Seks særlige forhold og et stigende smittetryk gør spillesteder og natteliv ekstra risikabelt at genåbne.  

Det er særligt risikoen for superspredning, at én person smitter mange, der fik Kåre Mølbak, faglig direktør i Satens Serum Institut (SSI), til i sidste uge at anbefale en udskydelse af fase 4. Det viser et nyt notat fra SSI. 

Heraf fremgår det, at seks særlige forhold ved spillesteder og natteliv fik Mølbak til at trække i håndbremsen i forhold til genåbningen af Danmark.  


De seks forhold er: Mange mennesker på lidt plads, længerevarende ophold, tab af kontrol ved alkohol eller ophøjet stemning, relativt begrænset plads, øget åndedrætsfunktion og høj tale. Derudover peger notatet på, at de sidste par ugers stigende smittetryk også øger risikoen for superspredning. 

LÆS OGSÅ: S-Kulturordfører vil ikke afvise forslag om genåbning af spillesteder

Supersprederevents er stor trussel 


Ifølge notatet er episoder på spillesteder og i nattelivet desuden særligt farlige, fordi det gør smitteopsporing svært, når fremmede smitter hinanden i det offentlige rum. Og så er det særligt svært at overholde myndighedernes hygiejneråd.  

– (…) der er en væsentlig risiko ved berøring med virusforurenede kontaktpunkter og fælles berøringsfladser. Det gælder fx ved bardisken, afskærmning ved scener, toiletforhold, håndtag mv., hvor det vurderes særligt vanskeligt at opretholde afspritning og rengøring over tid, skrives der i notatet. 

Såkaldte superspreder-events bliver i stigende grad set som en af de største trusler i forhold til at kontrollere pandemien. Det er også på grund af risikoen for superspredning, at grænsen for større forsamlinger ikke hæves fra 100 personer til 200 som tidligere planlagt, fremgår det af notatet. 


– Der er et stadigt stigende antal rapporter, der dokumenterer et større antal smittede i forbindelse med særlige begivenheder, hvor mange samles. Sådanne supersmitteevents er beskrevet i forbindelse med en lang række arrangementer herunder kirkearrangementer, transport, tilskuere til fodboldkampe, natteliv og privatarrangementer, skriver SSI i rapporten.  

Lov om hjælp 

Mølbaks udmelding skabte dybe furer i ansigterne hos spillestedsledere overalt i Danmark. Coronarestriktionerne har kostet mange penge for spillestederne, fordi det har begrænset antallet af publikummer, og med fase 4 var der muligvis udsigt til en lempelse af reglerne. 


LÆS OGSÅ: Esbjerg-spillestedet Tobakken truet af konkurs

Til GAFFA fortalte Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, at de danske spillesteder skal have økonomisk hjælp, hvis ikke de skal gå konkurs som følge af udskydelsen.

Kort efter Mølbaks anbefaling fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han ville tage den til efterretning. Og fredag fulgte statsminister Mette Fredriksen (S) trop med et interview, hvor hun mere eller mindre udskød genåbningen af Danmark. 


Dog har kulturminister Joy Mogensen (S) tidligere lovet, at koncertlivet kan se frem til kompensation, hvis spillestederne må åbne med restriktioner, der begrænser deres kapacitet.  

Læs hele notatet HER

ANNONCE