Nyhed

DR søger sange til Melodi Grand Prix

Eurovisionens danske aflægger er på jagt efter nye toner og ord

Går du og pusler lidt med noget sangskrivning – og det ved vi, at der statistisk er en vis sandsynlighed for, at du gør – er det nu, du skal slå ørerne ud, hvis du ikke har noget imod sange i det lidt mere poppede afdeling. For Danmarks Radio søger nu sange til næste års Melodi Grand Prix. Ansøgningsfristen er onsdag den 8. oktober 2008 klokken 12, hvis du vil levere næste års efterfølger til dette års vinder, Simon Mathews (billedet) ”All Night Long” eller klassikere som ”Tænder På Dig”, ”Smuk Som Et Stjerneskud”, ”Det’ Lige Det” eller ”Dansevise”.

”Vi glæder os meget til at se og høre, hvad musikfolket byder ind med til Dansk Melodi Grand Prix 2009. Danmark har mange dygtige komponister og tekstforfattere, så det bliver utroligt spændende. Og vi håber naturligvis, at vi vil modtage mange gode bud på det perfekte Grand Prix-nummer,” siger DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme.

Den danske finale bliver sendt direkte på DR1 lørdag den 31. januar 2009. Modsat de senere år er der ikke nogen dansk semifinale i 2009. Vinder-melodien skal repræsentere Danmark ved semifinalen – og forhåbentlig også finalen – i Eurovision Song Contest (ESC 2009), som afholdes i Rusland i maj 2009.


Bedømmelsesudvalget bag Dansk Melodi Grand Prix 2009 udvælger 6 kompositioner i åben konkurrence blandt de indsendte bidrag. Udvalgets sammensætning er hemmelig, og udvalget har ikke kendskab til komponisters eller tekstforfatteres navne ved udvælgelsen.

DR inviterer desuden – som noget nyt – 4 særligt udvalgte kunstnere, således at der i alt deltager 10 kompositioner i Dansk Melodi Grand Prix 2009.

”Vi har valgt at reservere 4 af pladserne ved det danske show til nogle kunstnere, som DR inviterer direkte. På den måde har vi rigtig gode muligheder for at sammensætte en kombination af navne, som har et rigtig højt niveau, som supplerer hinanden godt og som derfor bidrager til at gøre et ekstra stort brag ud af tv-showet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har et højt ambitionsniveau for showet den 31. januar - dette år laver vi kun den ene event, men den skal til gengæld også give seerne en ordentlig én på opleveren for licenskronerne,” fortæller Jan Lagermand Lundme.


Om de bestilte sange er af navne som Keld Heick, Kim Larsen, Simon Kvamm eller kunstnere i en hel anden boldgade, vil Jan Lagermand Lundme i sagens natur dog ikke afsløre.

Kompositioner, der indsendes som bidrag til Dansk Melodi Grand Prix 2009, skal være nye, ikke tidligere publicerede værker, af en varighed på maksimalt 3 minutter. Kompositionen fremføres på valgfrit sprog ved Dansk Melodi Grand Prix 2009, samt ved ESC 2009, hvis den går videre fra den danske konkurrence.

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2009 vil blive fundet gennem 2 afstemninger under tv-showet den 31. januar 2009. Begge afstemninger er en kombination af stemmer fra udvalgte fag-juryer samt seernes sms-stemmer.


Melodiernes titler samt komponisternes og tekstforfatternes navne offentliggøres af DR i en pressemeddelelse eller på et pressemøde, så snart udvælgelsen er helt på plads, oplyser DR.


Læs mere om reglerne på DR's Grand Prix-side

ANNONCE