x

D-A-D erstatter kæmpe arenashows med otte intimkoncerter

D-A-D erstatter kæmpe arenashows med otte intimkoncerter

Tidens restriktioner har ramt de danske rockveteraner – men de har fundet en plan B.

Grundet den seneste skærpelse af forsamlingsregler har D-A-D, og teamet omkring bandet, måttet aflyse de to arenakoncerter, der var planlagt i Herning og København i slutningen af oktober.

I samme ombæring annoncerer de dog, at koncerterne erstattes af otte mindre koncerter i de samme byer – fire i hver. Bandets frontmand og forsanger, Jesper Binzer, der i øvrigt udgiver et nyt soloalbum med titlen Save Your Soul den 6. november, ærgrer sig over at måtte aflyse de to shows, som i forvejen var blevet udskydt af samme grund.

LÆS OGSÅ: LISTE: 20 danske udgivelser, som vi ser frem til dette efterår

– Vi håbede, at vi var superliga, og reglerne også kunne gælde for os, men ak. Derfor må vi desværre aflyse de to arenakoncerter. Til gengæld spiller vi en række mindre shows, og vi glæder os til at kunne trykke den af med jer i hyggelige rammer. Så velkommen til den store D-A-D-kongres i Herning og Tivoli After Dark.

De, der havde billet til de oprindelige koncerter, vil automatisk få refunderet deres billetter og modtage et tilbud om pre-sale til de nye koncerter med start fra i morgen torsdag 8. oktober.

Billetsalg for øvrigt interesserede åbner dagen efter, fredag den 9. oktober klokken 10.00 via HER.

29/10 - MCH Herning Kongrescenter kl. 20.30

30/10 - MCH Herning Kongrescenter kl. 20.30

31/10 - MCH Herning Kongrescenter (show kl. 17.00 og kl. 20.30)

2/11 – Tivolis Koncertsal kl. 20.30

3/11 – Tivolis Koncertsal kl. 20.30

4/11 – Tivolis Koncertsal kl. 20.30

5/11 – Tivolis Koncertsal kl. 20.30


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA