Nyhed

Arch Enemy og Behemoth giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

De store metalbands Arch Enemy og Behemoth indtager Forum Black Box lørdag 6. november 2021 på deres fælles European Siege 2021 Tour.

De to store metalbands gør efteråret endnu mørkere, når de spiller i salen med det passende navn Forum Black Box den 6. november 2021 med en dobbeltkoncert på deres European Siege 2021 Tour.

Det svenske melodiske dødsmetalband Arch Enemy (billedet) og det polske black/death metal-band Behemoth har inviteret deres mangeårige venner, det engelske ekstrem-metalband Carcass med som special guests. Og som om det ikke var nok, åbnes aftenen af det upcoming amerikanske gotiske metalband Unto Others, tidligere kendt under navnet Idle Hands.

Arch Enemy arbejder i øjeblikket på deres 11. studiealbum, der efterfølger albummet Will To Power fra 2017, og koncerterne på den kommende tour er bandets første siden 2019. Arch Enemy-grundlægger og guitarist Michael Amott siger selv følgende om touren i en pressemeddelelse:

"Da vi har gået igennem disse hårde og udfordrende tider på det seneste tror jeg, vi alle har brug for noget at se frem til. En grund til at tro, ikke? Okay ... her kommer det! European Siege-touren, med Arch Enemy, Behemoth, Carcass og Unto Others er uden tvivl den ultimative metal-tour i 2021 – vi ses dér!"

Tilbage i 2018 spillede Arch Enemy på Copenhell og fik en fremragende anmeldelse af GAFFA.


LÆS OGSÅ: Arch Enemy har noget endnu større i vente

Behemoth-frontmand og kreativ hovedkraft Nergal udtaler videre:

"Efter mere end et års pause fra livemusik kan vi ikke finde på en bedre hjemkomst til vores elskede legioner end at give jer en fremførelse af ny musik og en historisk event: The European Siege – en knusende kombition af Carcass, Arch Enemy og Behemoth. Vi kan også med stolthed præsentere de lige så brillante Unto Others, som vil byde jer varmt velkommen til denne aften med metalmagi."

Behemoth har flere gange fået fremragende liveanmeldelser af GAFFA og har senest gjort sig bemærkede med deres succesfulde In Absentia Dei-livestream-event under coronanedlukningen. Koncerterne på den kommende turné er bandets første siden deres gæsteoptrædener på Slipknots arenaturné tidligere på året, hvor de blandt andet optrådte i Royal Arena. Sidste år begejstrede de også på Roskilde Festival.

LÆS OGSÅ: Behemoth brændte Roskilde Festival af i Helvedes flammer


Billetsalget starter den 2. december klokken 10.00 via Ticketmaster.dk

Kom i stemning med lidt Behemoth:


ANNONCE