x
Behemoth brændte Roskilde Festival af i Helvedes flammer

Behemoth, Roskilde Festival, Arena

Behemoth brændte Roskilde Festival af i Helvedes flammer

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Polske Behemoth tog i aften tråden op efter deres første koncert på Roskilde Festival tilbage i 2012.

”Jeg forstår, at denne festival mangler noget metal!” råbte forsanger Nergal ud over forsamlingen og betroede, at han var glad for at være tilbage – underforstået med friske forsyninger!

Ja, er du så færdig!

Men Behemoth fik desværre også lov at spille i et halvtomt telt til festivalens sidste krampetrækninger over midnat med folk på flugt fra kulde og træthed.

De gik glip af noget!

Behemoth er et fænomen indenfor black metal, og det blev en magisk koncert.

Igen, igen fristes jeg til at skrive, men der er sket noget andet og mere med bandet gennem årene.

Numrene bliver mere komplicerede, mere nuancerede trods bulderet, men frem for alt spændende – og magiske.

Man kan roligt sige, at Behemoth brændte Roskilde Festival af i Helvedes flammer, for deres univers roder som sædvanlig rundt i det sataniske, okkulte og den slags, som man ikke skal tage alt for alvorligt. Som Nergal selv har sagt i et interview: ”Hvis jeg mødte Jesus, ville jeg håbe, at han havde nok humoristisk sans til at være en Behemoth-fan.”

Lidt Dyrups i hovedet, kutter over hovedet og endda en tillempet bispehue, jamen, jamen – i det dybt katolske Polen kan den slags ikke være helt sundt. Men på scenen i hyggelige Roskilde står alle de virkemidler med helvedes flammer, udklædninger, dystopi som et stærkt, kunstnerisk udtryk, der ikke bliver ligegyldig for den, som møder det hele med åbent (og humoristisk) sind.

Karismatiske Adam "Nergal" Darski på vokal og guitar og den kandiderende konge af de dobbelte stortrommepedaler, Zbigniew Robert "Inferno" Promiński skabte til sammen ligefrem symfoniske nuancer.

Ind i mellem var det både iørefaldende og swingende, hvilket heller ikke ses så tit i denne genre – oven i masser lys og masser af ild, som måske er mere mainstream. Jo, polakkerne sætter gerne ild til hele lortet som en direkte forlængelse af 2018–studiealbummet I Love You at Your Darkest (nr. 11), som sine steder lyder som om det er beregnet til stadionrock, men dertil er de nok for niche-agtige.

Omvendt må man sige, at som Behemoth udvikler sig, lader de til at peake i karrieren, hver eneste gang denne anmelder har set dem. Hvor længe mon det bliver ved?

Til helvede med alle deres omvendte kors og den slags, men vildt er alt det, der sker omkring dem. Det er nok også første gang jeg i en moshpit har set en pige med bare bryster give et blowjob til en fyr, til han selv blev for genert (jow sgu!), men mindre kan altså gøre det.

Den dystre stemning i numre som ”Wolves ov Siberia” og ”Ora Pro Nobis Lucifer” gør noget ved folk, som ophæver normalitetens snævre grænser. Det kan være helt sundt ind i mellem.

Nergal stod som vanligt ved sit velkendte mikrofonstativ, hvor slanger peger i hver sin retning i en slags uhelligt alter, og hans prædiken med religiøs symbolik gik gennem showet, uden nogen behøvede at lade sig ”frelse” for at være med om bord. Også uden blowjob er det altså ganske underholdende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA