x

Flere stjernenavne til weekendens virtuelle Bowie-hyldestkoncert

Flere stjernenavne til weekendens virtuelle Bowie-hyldestkoncert

Blandt andre Corey Taylor, Boy George og Ricky Gervais er føjet til programmet

Endnu en samling stjerner er blevet føjet til programmet til weekendens virtuelle David Bowie-hyldestkoncert A Bowie Celebration (Just for One Day). Denne gang gælder det Boy George, Corey Taylor fra Slipknot (der i øvrigt afløste Bowie, da han meldte afbud til Roskilde Festival 2004), guitaristen Dave Navarro (Jane's Addiction, Red Hot Chili Peppers) og komikeren Ricky Gervais.

Blandt de tidligere offentliggjorte optrædende kan nævnes Ian Astbury (The Cult), Gary Barlow (Take That), Anna Calvi, Billy Corgan (Smashing Pumpkins), Duran Duran, Joe Elliott (Def Leppard), Perry Ferrell (Jane's Addiction), Taylor Hawkins (Foo Fighters), Ian Hunter (Mott the Hoople), Adam Lambert, Jesse Malin, Mariqueen Maandig Reznor (How to Destroy Angels), Trent Reznor (Nine Inch Nails), Gavin Rossdale (Bush) og Yungblud.

Bandet består af en lang række af Bowies tidligere musikere under ledelse af hans mangeårige pianist Mike Garson, og blandt musikerne finder vi Carlos Alomar (guitar), Gerry Leonard (guitar), Gail Ann Dorsey (bas), Omar Hakim (trommer), Rick Wakeman (keyboard), David Sanborn (saxofon) samt Bowies mangeårige producer Tony Visconti.

Hyldestkoncerten markerer dagen den 8. januar, hvor Bowie ville være fyldt 74 år – han døde den 10. januar 2016. Herhjemme kan showet ses fra den 9. januar klokken 15 og 24 timer frem.

Overskuddet fra showet går til Red Barnet, og billetter kan købes på RollingLiveStudios.com/bowie

LÆS OGSÅ: Den nye Bowie-film bliver savet midt over


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA