Den engelske sangerinde foreviges i en smuk Lego-version
25-årige Amy Winehouse er normalt mest kendt for god musik, forsinkede koncerter og massevis af sprut og stoffer.
Nu har legetøjsfirmaet Lego fundet på at lave en mini-version af den skandaleskabende Winehouse, og ud fra de billeder, vi har set, så skulle Lego-udgaven være funklende og helt fri for både tømmermænd og uglet hår.
Med rosa kinder, strålende hud og skinnende hår må vi bukke ydmygt, og kalde det en let forbedret udgave af den originale model.
Winehouse er den sidste i en lang række af kendisser, som Lego har valgt at støbe i plastic. Af andre versioner kan nævnes David og Victoria Beckham, samt Brad Pitt og Angelina Jolie. Også stjerner som Madonna og Cliff Richard er udset til at lægge krop og ansigt til de små-klodsede figurer.
Desværre for musik- og Lego-fans vil disse benhårde verdensstjerner ikke være tilgængelige til køb for offentligheden. De er udelukkende blevet skabt for at fejre 30-års dagen for Legos mini-figurer.