Nyhed

Taylor Swift sagsøgt af temapark

GAFFA.dk – alt om musik

Både album og temapark hedder Evermore

Taylor Swift er blevet sagsøgt af temaparken Evermore i Utah for brud på copyright, fordi Swift har kaldt sit seneste album Evermore, skriver Pitchfork. Forlystelsesparken mener, at Swifts albumtitel har gjort det sværere at finde parken på Google, at hendes merchandise kan forveksles med parkens merchandise, og at titlen fejlagtigt får folk til at tro, at parken har samarbejdet med Swift. Parken kræver et ikke nærmere angivet millionbeløb i dollar i erstatning.

En repræsentant for Swift afviser kategorisk kravet og skriver i et brev til parkens advokater, citeret af Pitchfork: "Ganske enkelt har Swift ikke brudt Deres klients varemærke. Det er usandsynligt, at der er nogen forvirring mellem Deres klients temapark og relaterede produkter og frøken Swifts musik og relaterede produker."


Brevet skriver videre, at Evermore Park sælger merchandise som "små drageæg, stofmærker og et lille dragehoved", hvilket ikke minder om noget af det, der bliver solgt på Taylor Swifts hjemmeside.

Derudover tilføjer en talsperson for Swift, at Evermore Park selv er blevet sagsøgt af mindst fem byggefirmaer for manglende betaling, og at selskabet skylder millioner af dollar. "Den sande årsag til sagsmålet burde være åbenlys," tilføjer talspersonen.

Evermore er titlen på det andet album, Taylor Swift udgav i 2020, og det er ligesom forgængeren Folklore indspillet under corona-nedlukningen i tæt samarbejde med blandt andre The National-musikeren Aaron Dessner. Begge album er blevet store succeser, både salgsmæssigt og hos anmelderne, og også GAFFAs anmelder var begejstret.


LÆS OGSÅ: Kan toeren nogensinde overgå etteren?

 

ANNONCE