x
Taylor Swift: Evermore

Taylor Swift
Evermore

Kan toeren nogensinde overgå etteren?

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 11.12.2020
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Der er kun gået fem måneder. 

Og alligevel føles det næsten som en evighed siden. 

Du ved, dengang i sommer i slutningen af juli, hvor Taylor Swift udgav sit sidste album, folklore

Dengang, hvor solen skinnede endnu. 

Dengang, hvor håbet fandtes endnu.

Dengang, hvor restauranter og barer havde åbent endnu, og man stadig kunne mødes med gode venner på en bænk efter lukketid og se solen gå ned med en dyrt købt øl fra 7/11.

I fri luft og med afstand, bevares. Men lad os nu bare være ærlige. 

Denne her sommer var aldrig det samme. 

Det her år var aldrig det samme. 

Og denne her december bliver aldrig det samme, som vi er vant til. Forhåbentlig nogensinde. 

Og hvorfor er det så vigtigt at skrive om i starten af en anmeldelse af et album? Jo. Det er det, fordi det handler om kontekst. Kunst er altid et produkt af sin samtid. Fordi betydningsfulde album bliver skabt i den tid, de er en del af. Og nu, om noget, har vi brug for både kunst og kontekst. 

Sådan var det præcis med Taylor Swifts album fra i sommer, hvor hun skabte en ny lyd, en ny Swift-æra, for sig sig selv. Den var kreeret i en karantænetid, hvor hun ikke kunne gøre andet – end at gøre noget andet – og musikverden blev beriget med en gave og (for Taylors vedkommende) talrige berettigede Grammy-nomineringer efterfølgende. 

Men hvad sker der så, når Taylor Swift udgiver et nyt surprise-album – igen – hvor konteksten ikke er ændret radikalt?

Hvor hun giver os den samme lydmæssige og narrative oplevelse én gang til. 

Er det så stadig lige så god kunst som sidst? 

For hvis noget er genkendeligt hos lytteren, så kan det være to ting:

1) Det kan føles trygt. 

2) Eller det kan føles kedeligt. 

Spørgsmålet er jo så bare, om vi får et varmt kram i en fluffy cardigan eller en hård hovedpude at sove på?

Ved første ørelyt af evermore bliver det ret tydeligt, at Swift holder fast i den udvikling, hun allerede var inde i med folklore. Her er altså stadig akustisk guitar og piano-bærende numre, tilsat strygere, kor og banjo hist og pist. Men i stedet for at træde tilbage eller stå i vande har hun valgt at gå et par mil længere ind i indie-folk’ens skove. For hun har taget samarbejdet med Aron Dessner fra The National endnu længere end sidst. Så langt, at et helt nummer – "coney island" – er krediteret af hele bandet. 

Tilvalget af Aron Dessner som både sangskriver og producer ender også med at blive et fravalg af Swifts klassiske samarbejdspartnere. For to album siden var det Max Martin, der måtte lade livet for Jack Antonoff, og nu er det så sidstnævnte, der må efterlade knapperne for Dessner. Men alligevel er der flere sange (fx "willow", "champagne problems", "gold rush"), som er så umiskendelig Swift’ske, at man nemt kan forestille sig, hvilke pop-banger-omkvæd, det kunne være blevet til i en anden producers hænder. Og det siger jo i virkeligheden meget mere om Swift’s evne til at skrive egne sange. For tydeligvis er grunden til, at musikken lyder som Taylor Swift aldrig andre end hende selv. Og halleluja for det! For så er vi endelig nået til kernen af, hvor stærk en sangskriver hun egentlig altid har været.

Taylor fortsætter derudover sin nye form for fortællerstemme og historieskrivning fra folklore, hvor hun er mere interesseret i at lave et narrativ omkring fiktive og virkelige personer. Og muligvis sig selv. Det ved vi som lytter aldrig helt længere, når Taylor først går i gang. Men på forunderlig vis lykkes det hende alligevel at ramme plet igen og igen. Om det så handler om at gå fra hinanden med tilgivelse, som i den evige breakup-song “happiness”, eller i den rørende ode til hendes bedstemor, hvor hun fortryder, at hun aldrig lyttede til hendes råd, før det var sent ("marjorie"). Konklusionen er dog stadig: Hvis du lytter, så finder Taylor altid en måde at ramme dig på. 

Men der, hvor evermore som album virkelig løfter sig op, er i samarbejdet med andre artister. Både i full-on country-sangen med to af søstrene i HAIM, der i en perfekt kombination af True Detective og Desperate Housewives “undersøger” et mord ("no body, no crime"). Og når Bon Ivers Justin Vernon synger duet i afslutningsnummeret og giver os alle et bud på håb for fremtiden i 2021.

Taylor har selv udtalt, at evermore er en forlængelse af folklore. Med hendes egne ord er det et såkaldt søster-album. Og nej, der er absolut ikke tale om tvillinger her, selvom der bestemt er flere musikalske generiske ligheder. Men på mange måder bliver søskende-analogien ret rammende. For hvor folklore var den særlige førstefødte, der tog ansvaret og banede vejen for en ny Swift – så er evermore den unge og mere frigjorte lillesøster, der tager sig selv knap så seriøst. 

Men i dén kontekst, vi er i, skal vi så virkelig beslutte os for, hvilken søster vi går med? Er der ikke plads til begge i det herrens år 2020? Kan vi ikke bare nyde den ene musikalske gave, uden at den anden nødvendigvis skal stå i skyggen?

Det vælger jeg at tro på. Og så håber jeg inderligt, at Taylor og Justin har ret, når de synger at:

Juli var svær.

December var hårdere.

Men det behøver ikke at være for evermore. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA