GAFFA.dk – alt om musik
Steven Tyler & Co. spiller nu ved Den Nye Lillebæltsbro i juni 2022
Den planlagte koncert med Aerosmith ved Den Nye Lillebæltsbro i Middelfart er grundet corona-pandemien for anden gang blevet udskudt, denne gang til 16. juni 2022. Det amerikanske veteranband har nemlig valgt at skubbe hele deres Europaturné til 2022.
Showet skulle oprindelig have fundet sted i juni 2020 og blev siden udskudt til juli 2021.
Koncerten arrangeres af arrangørerne af festivalen Rock Under Broen, og her arbejder man tæt sammen med myndighederne og forventer at kunne afholde Rock Under Broen 11-12. juni.
Arrangørerne fortæller i en pressemeddelelse:
"Vi beklager alle de gener, som disse aflysninger og udskydelser har medført, og håber, at så mange som muligt vil holde fast i deres billet og på den måde understøtte fremtidens koncert- og festivalarrangementer i vores dejlige lokalområde. Vi vil også oprette en billetbank til dem, som gerne vil af med billetten."
Aerosmith var senest i Danmark i 2017, hvor de spillede for fulde huse i Royal Arena på det, som bandet dengang kaldte en afskedsturné, men sådan skulle det ikke blive.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lyden svigtede de legendariske Bostonrockere
Aerosmith blev dannet i 1970 i Boston, Masschusetts og har siden solgt mere end 150 millioner album på verdensplan. Det gør gruppen til et af historiens mest sælgende amerikanske rockbands, kun overgået af Eagles. Gruppen er kendt for talrige hits som "Dream On", "Walk this Way," "Angel", "Love in an Elevator", "Livin' on the Edge", "Cryin'" og "Jaded".
De har dog kun haft én sang på toppen af amerikanske Billboards singlehitliste, nemlig "I Don't Wanna Miss a Thing" fra 1998 fra soundtracket til filmen Armageddon. Sangen er mod sædvane ikke skrevet af bandet selv, men af den professionelle sangskriver Diane Warren, kendt for sange til og med blandt andre Toni Braxton, Celine Dion, Lady Gaga og mange, mange flere.
Varm op med "I Don't Want to Miss a Thing":