x
Lyden svigtede de legendariske Bostonrockere

Aeresmith, Royal Arena, København

Lyden svigtede de legendariske Bostonrockere

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

”Royal Arena” er unægtelig et af de mere velklingende sponsor-navne til et koncertsted – tænk f.eks. på T. Hansen Arena i Fredericia – og ikke nok med det: Da arenaen i Ørestaden åbnede i februar ’17, var det med meldinger om, at nu fik København endelig en stor scene med den gode lyd i centrum; et værdigt alternativ til Parkens ofte kritiserede lydforhold.

Det har efter sigende også været tilfældet ved tidligere koncerter her, bl.a. med Metallica – men gør sig desværre ikke gældende denne mandag aften. Hvor det ellers er selveste Aerosmith, som lægger vejen forbi på deres Aero-vederci Tour, næsten nøjagtig tre år efter deres forbavsende fede koncert Horsens i juni 2014.

I aften lægges der ud med rundhåndede greb tilbage til bandets comeback fra slutfirserne og frem: ”Let the Music do the Talking” fra ”Done with Mirrors” (1985) åbner festen, hvorefter der plukkes fra ”Permanent Vacation”, ”Pump” og ”Get a Grip” – album, som cementerede det dengang lettere afdankede Bostobands gedigne genkomst i de tidlige halvfemsere med effektive sange som "Janie’s Got a Gun", "Cryin’", "Love in an Elevator" og "Livin’ on the Edge".

Alle inkluderet her i koncertens første del, efter det evigt karismatiske makkerpar, sanger Steven Tyler og guitarist Joe Perry, har manifesteret sig på den fremskudte forscene knap halv ni. Tyler draperet i en ankellang, glitrende rød skjorte – man kan ikke andet end at holde af den mand – og flankeret af den ikke mindre flamboyante Perry (Jeg har interviewet en del rockstjerner – den mest oplagt rockstjerne-agtige har uden tvivl været Joe Perry).

 

Undskyld mig, baby

Siden gribes tilbage til gruppens tidlige år, og ikke mindst 45 år gamle "Mama Kin" sidder i skabet som et højdepunkt i aften. ”Hvem har en hat?!” spørger Tyler publikum, og et par stykker bliver kastet op på scenen. Han prøver en kasket, fravælger den. Så en anden (dame-)hat. ”Sorry, baby, men den her beholder jeg!” erklærer han så efter med en tilfreds mine at have prøvet hatten.

Og så er det blevet tid til den sentimentale ballade ”I Don’t Wanna Miss a Thing,” som får lighterne (eller er det telefoner?) frem og en del par i salen til at kigge hinanden ømt i øjnene.

Her på højre flanke er trafikken til og fra ølbaren, toiletter etc. næsten uden ophør; der bæres håndfulde af små aluminiumsrør med klæbrige, alkoholiske drikke ind – og en del af publikum har tilsyneladende en fest, trods de lydmæssige udfordringer.

Det er da også vanskeligt ikke at holde af de fem gamle rockdrenge, som de folder deres bagkatalog ud denne aften, fra de selvskrevne klassikere til mindre oplagte valg som "Hangman Jury" eller det indlagte Fleetwood Mac-cover, hentet helt fra dengang Tyler første gang høre sine kommende makkere spille.

Knap to timer bliver det til; efter hovedsættet kommer Tyler tilbage, sætter sig ved flygelet og siger nogle ord med henvisning til terrorangrebet i Manchester for få uger siden. ”No matter what,” siger han. ”Stay strong – and dream on….”

Så får vi det gamle hit af samme navn, inden Walk This Way får lov at slutte seancen af. ”Thank you, baby!” råber Steven Tyler, da han forlader scenen som den sidste. Som kun Tyler kan sige det, selvfølgelig. Absolut glædeligt gensyn – trods alt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA