Nyhed

VIDEO: iomfro på debutsingle: “Hvordan er man overhovedet kvinde?”

GAFFA.dk – alt om musik

Bag kunstnernavnet iomfro finder man 24-årige Alma Kjær Agergaard. Et kunstnernavn, der ifølge Alma er en jysk måde at skrive “jomfru” på, og som i dag har premiere på sin debutsingle “ægte kvinde”. Se videoen ovenfor.

En single, der falder helt bevidst på Kvindernes Internationale Kampdag, og som reflekterer over venindekultur og dynamikker, imens forventninger undersøges – skabt af andre og én selv – til hvordan man tager en plads som kvinde og ikke er en undskyldning for sig selv. 

– Hvordan er man en "ægte kvinde"? Det er et sjovt retorisk spørgsmål, der ligger i den titel. For er der noget, der bestemmer, hvad det vil sige at være en ægte kvinde? Nej, det er der nok ikke. Der er ikke én bestemt rolle, man skal have som kvinde, men det kan man alligevel godt føle, at der er. Er det vigtigt, at man både ser mega godt ud og lægger det rigtige op på Instagram? Er det vigtigt at spise økologisk hele tiden og samtidig have råd til flotte kunstplakater?

LÆS OGSÅ:  Dansk radio fejrer Kvindernes Internationale Kampdag

“ægte kvinde” er akkompagneret af en lydside, der appellerer til vores indre energiske centerpunkt, og som i et dansabelt univers spreder sig helt ud i fingerspidserne. Lyden er poppet, og tekstuniverset poetisk. Men iomfro slår fast, at lyden og tekstuniverset skal ledsage hinanden som en slags “glimt i øjet”. Det er altså ikke bare en "feel good"-sang, for der ligger en dybere mening bag.

– Jeg har taget udgangspunkt i nogle giftige tanker, der kan rumstere inde i hovedet om én selv og om andre. I sangen synger jeg linjen “jeg synes ofte, kvinder irriterer mig, de fylder lidt for meget eller provokerer mig”. Men det er jo ikke, fordi sangen er et udtryk for, at jeg har brug for at sige, at kvinder irriterer mig – i virkeligheden er det det modsatte. Jeg ved ikke, om andre folk kender det, men fra mit eget perspektiv har jeg flere gange prøvet at tænke om andre kvinder, at de var irriterende eller fyldte for meget, og her tror jeg, det er vigtigt at spørge sig selv, hvorfor man egentlig tænker det. For i bund og grund er det jo nok, fordi vedkommende bare opfører sig på en lidt anden måde, end jeg selv ville gøre det.


– Den vigtige iagttagelse ved dén tanke er, at jeg som kvinde godt kan blive forvirret over, om jeg så også burde at være kvinde på samme måde som andre. Men jeg tror, at det er vigtigt at være bevidst om at spørge sig selv: “hvorfor får jeg det sådan?”. Og så lære at rumme, at det bare er en anden måde at være kvinde på, og at der også stadig er plads til at være kvinde på min måde.

LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme


Singlen er et relaterbart musikalsk indspark til den offentlige debat om køn, ligestilling og feminisme, hvorfor sangen skal være med til at markere Kvindernes Internationale Kampdag. Udtrykket i singlen er iscenesat uperfekt og bevidst tilfældigt og en stikprøve af at være i 20’erne i 2020’erne.

– Jeg er ret glad for at kunne give netop det her bidrag til Kvindernes Internationale Kampdag. Det her er jo ikke et politisk statement, men jeg synes, det er enormt vigtigt at påpege, at frigørelsen har mange aspekter og også går ned i helt små detaljer og spørgsmål som “hvordan er man overhovedet kvinde?”.

ANNONCE