Nyhed

Ny undersøgelse viser, hvor pressede danske musikere er under pandemien

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: Mads Langer til verdens første coronasikrede drive-in-koncert på P-scenen på Tangkrogen i Aarhus, 24. april 2020

Kulturlivet er ikke blevet prioriteret særlig højt under krisen, og det begynder at sætte sine spor hos dem, der arbejder i musikbranchen

En ny dansk undersøgelse viser, at musikere, artister, sangskrivere og komponister i gennemsnit har mistet 44 procent af deres indtjening i 2020. Halvdelen af de adspurgte har i gennemsnit mistet cirka 70 procent af deres indtægt. Af den årsag overvejer hver ottende at forlade musikbranchen helt. 


Der er tale om en uafhængig undersøgelse af arbejdsforholdene i musikbranchen, lavet af DJFBA (Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer), DKF (Dansk Komponist Forening), DPA (Danske Poplulær Autorer), DMF (Dansk Musiker Forbund), DAF (Dansk Artist Forbund) og Musikforlæggerne i Danmark, i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen

Organisationerne repræsenterer cirka 8.000 professionelle musikere og komponister, og der er taget udgangspunkt i en grundig kortlægning af forholdene i branchen før og efter corona, som viser, hvor økonomisk udsatte branchefolkene er i denne krisetid. 

En stor fælles europæisk undersøgelse viser, at omsætningen i kreative erhverv er faldet med cirka en tredjedel, mens den for musikbranchen er faldet hele 75 procent. 


Både den europæiske undersøgelse og de danske organisationer peger på behovet for en politisk prioritering af kultursektoren. Det en nødvendigt for at sikre, at der også i fremtiden eksisterer og skabes professionelle musikere.

"For musikere og komponister er det i forvejen et krævende job at få de mange ender til at mødes. Men når salene står tomme, og publikum må blive hjemme i så lang tid som nu, så bliver det særligt sårbart. Det kommer til at sætte spor i vores branches indtjening flere år frem, og det bliver nødvendigt med et fokus, der rækker langt ud over 2021, og som handler om hele sammenhængen i musiklivet, fra musikken skabes, til den rammer et publikum," siger Niels Mosumgaard, formand i DPA – Professionelle sangskrivere og producere i en pressemeddelelse.

”Musikkens folk har haft store udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen gennem hele Covid-19 krisen til trods for hjælpepakkerne. De eksisterende kompensationsordninger tager ikke i tilstrækkelig grad højde for den måde, musikere og komponister arbejder på. Det ser vi tydeligt i den seneste hjælpepakke, der dog giver øget kompensation til selvstændige med CVR, men ikke kompenserer musikere og komponister uden CVR med samme sats. Desuden er ansøgningsprocedurerne meget komplicerede, og sagsbehandlingstiderne alt for lange. Det er akut brug for mere hjælp til musikkens folk,” udtaler Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard.


Læs også: Joy Mogensen var i festival-samråd, hvor kulturordføreren ''kogte af raseri'' 

Læs hele undersøgelsen her


ANNONCE