Nyhed

Lars Ulrich forsvarer Metallicas lyd

Trommeslageren fuldt tilfreds med den kritiserede lyd på ”Death Magnetic”

På GAFFA.dk har vi tidlig skrevet om den hårde kritik, Metallicas nye album ”Death Magnetic” har fået for sin lyd. En lyd, som angiveligt er bedre på Guitar Hero-versionen af albummet end på selve cd’en, og som angiveligt skyldes, at mastereringen af lyden har taget mere hensyn til lytning af albummet på spilkonsoller, mp3-afspillere og mobiltelefoner frem for på et godt, gammeldags hi-fi-anlæg.

Sågar har fans igangsat en underskriftindsamling, der kræver at albummet skal remastereres. Indtil videre har 13.000 skrevet under på kravet, skriver theguardian.co.uk.

Trommeslager Lars Ulrich er imidlertid uforstående over for kritikken: ”Hør her, der er ikke noget galt med lydkvaliteten,” udtaler han til det amerikanske musikblad Blender. ”Jeg har ikke tænkt mig at sidde her og diskutere, om lydkvaliteten er beskåret eller ej. Det vigtigste er, at pladen er ”fuckin’ smokin’” (oversæt selv, red.), og cd-udgaven lyder præcis lige så godt som Guitar Hero-udgaven.”


Lars Ulrich indrømmer dog, at gruppen mastererer på en anden måde nu end tidligere:
”Vi skriver 2008, og sådan er det, vi laver plader. Rick Rubins (produceren, red.) projekt er at få musikken til at lyde levende, høj, spændende, prøve at få musikken til at springe ud af højttalerne. Selvfølgelig er der nogle få stykker, der klager. Men jeg har hørt musikken de sidste par dage i min bil, og den lyder ”fuckin’ smokin’”.

Lars Ulrich afslutter interviewet med følgende bemærkning:
”Internettet giver alle en stemme, og internettet har en tendens til at give brokkehovederne en større stemme. Jeg kan virkelig ikke tage mig af dette her. En del af at være med i Metallica handler om, at der er nogen, der har et problem med, hvad du laver.”

Metallica og internettet har tidligere været to svært forenelige størrelser. Tilbage i 2000 var Metallica og ikke mindst Lars Ulrich været nogle af dem, der var mest højrøstede kritikere af den ulovlige fildelings-service Napster, som gruppen og en række andre kunstnere og pladeselskaber derfor sagsøgte. En sagskompleks, som endte med lukningen af Napster og dets genopstandelse som lovligt betalings-site.



Metallicas hjemmeside


ANNONCE