Nyhed

Chok-video fra Rammsteins Till Lindemann: "Ich hasse Kinder"

GAFFA.dk – alt om musik

Videoen udkommer på Den Internationale Børnedag

Rammsteins forsanger Till Lindemann er aktuel med en ny single og musikvideo, "I hasse Kinder", altså "Jeg hader børn". Begge dele udkommer i dag, 1. juni, Den Internationale Børnedag. Se den bloddryppende video ovenfor – den er ikke for sarte sjæle.

Teksten handler om at blive irriteret over et grædende barn i et fly, og i omkvædet synger Lindemann: "Ich hasse Kinder / Ich hasse Kinder / Nein, ich liebe sie / Ja, ich liebe sie / Die Großen und die Kleinen / Doch es müssen meine sein" – altså på dansk: "Jeg hader børn / Nej, jeg elsker dem / De store og de små / Dog skal det være mine".


I videoen ser man Lindemann som en russisk, meget autoritær skolelærer-type, og man oplever også børn mobbe hinanden. I velkendt Rammstein-stil er det en ganske dramatisk video, hvor der sker voldsomme hændelser – det går dog værst ud over de voksne.

Till Lindemann har udgivet syv album med Rammstein og to med projektet Lindemann, hvis andet medlem, svenske Peter Tägtgren, dog forlod duoen sidste år. Lindemann-duoen har netop udsendt et livealbum, Live in Moscow. I eget navn har Till Lindemann indtil videre udgivet tre singler, hvoraf den forrige, "Любимый город", i øvrigt var en fortolkning af en russisk sang fra 1939.

Rammstein giver koncert i Ceres Park i Aarhus 22. juni 2022, og der er stadig ledige billetter.


LÆS OGSÅ: Rammstein-fan bygger bandets scene i Lego – roses af gruppen

ANNONCE