x

Copenhell-billetkøbere er utilfredse: "Er det en joke?"

Copenhell-billetkøbere er utilfredse: "Er det en joke?"

Copenhell får for kritik af billetkøbere, efter festivalen har offentliggjort ny onsdagsbillet, der er betydeligt dyrere, end den plejer at være. En onsdag, hvor festivalen netop har offentliggjort, at hovednavnet Metallica skal spille. 

Den københavnske metalfestival Copenhell er det seneste døgn gået fra at være genstand for jubel og ros til at få kritik, efter de i går kunne offentliggøre, at Metallica, et af de absolut største i navne i metalverdenen, gæster festivalen i 2022. Men i denne sammenhæng afslørede festivalen også, at de udvidede Copenhell 2022 med en fuld fjerde dag, onsdag den 15. juni. Samme dag som hovednavnet er sat til at spille. 

Copenhell har i de senere år haft onsdag som en slags opvarmningsdag med et begrænset program og en lavere billetpris. Hvis man tilbage i 2019 købte en 4-dages billet til den nu to gange udskudte festival, kostede det 1940 kroner – 200 kroner mere end en 3-dages billet. Denne billet er også gyldig til alle dage på Copenhell 2022.

Hvis man derimod, ved nyheden om Metallica på festivalen onsdag, vil opgradere fra en 3-dages til en 4-dages billet – ved at tilkøbe en onsdagsbillet – koster det 1000 kroner ekstra. Altså noget mere end den tidligere prisdifference på 200 kroner

Føler sig dårligt behandlet 

På festivalens Facebookside fremgår det, at en lang række af de trofaste billetkøbere føler sig snydt over denne udvikling i billetprisen.

En bruger skriver: "Er det en joke! Copenhell 2022, I mener seriøst at os med partoutbillet skal smide 1000,- ekstra for onsdagen... Shiiit... Metal just got greedy!". Mens en anden skriver: "Dårlig behandling af os der har holdt 3-dagsbilletter (og dermed også støttet jer økonomisk som I bad om). Just Saying. Tak for det."

Flere af de trofaste festivalgængere proklamerer, at de har beholdt eller købt deres billet med henblik på at støtte festivalen. Og flere af dem opfordrer Copenhell til at lytte til kritikken og tilbyde dem at opgradere til en 4-dages billet for en noget lavere pris end 1000 kroner. Og derved opretholde en fair behandling af gæster, da den oficielle deadline for refundering er overskredet. 

Du kan følge med i Facebookopslaget herunder:

GAFFA har forsøgt at få en kommentar fra Copenhell, der på nuværende tidspunkt ikke har tid til at kommentere sagen. Vi vender tilbage, når vi har nyt.

LÆS OGSÅ: Copenhell klar med 20 navne til 2022 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA