GAFFA.dk – alt om musik
Ny udviklingen i sagen om værgemålet, Britney har været underlagt siden 2008
Der er kommet en ny udvikling i sagen, hvor Britney Spears forsøger at komme ud af det værgemål, hun har været underlagt siden sit offentlige sammenbrud i 2008.
For mindre end to uger siden fik Britney Spears en ny, selvvagt advokat, Mathew Rosengart, efter at forgængeren, den beskikkede advokat Samuel Ingham sagde op, og Rosengart har nu afgivet en formel ansøgning til retten i Los Angeles om at få fjernet hendes far Jamie Spears som værge, skriver New York Times.
Rosengart skriver, at han har ”alvorlige bekymringer om Mr. Spears’ potentielle embedsmisbrug, herunder sammenblanding af interesser, misbrug af værgemål og den åbenlyse ødslen med Ms. Spears’ formue.”
Det er Britney Spears selv, der betaler såvel Britneys som Jamies respektive advokater som Jamies løn for at være hendes værge. Ifølge New York Times er hendes personlige formue for tiden 2,7 millioner dollar i rede penge – cirka 17 millioner kroner – foruden aktiver for 57 millioner dollar, cirka 360 millioner kroner.
Mathew Rosengart ønsker revisoren Jason Rubin indsat som Britneys værge, men åbner også for en afslutning af værgemålet, og han har desuden følgende kritik af Jamie Spears:
”Der kommer formodentlig et tidspunkt, hvor retten skal tage stilling til, om værgemålet helt bør ophøre, og om – ud over at frarøve sin datter hendes værdighed, selvstændighed og visse fundamentale friheder – hr. Spears også er skyldig i embedsmisbrug og dermed risikerer erstatningskrav, bøder eller andre retslige skridt mod sig.”
James Spears afviser ifølge New York Times kritikken fra Mathew Rosengart, ligesom han tidligere har afvist at have noget at gøre med de anklager, Britney Spears kom med, at da hun selv talte i retten den 23. juni. Her fortalte Britney blandt andet, at hun var blevet nægtet adgang til at blive gift og få flere børn.
LÆS OGSÅ: Britney Spears udtaler sig i retten for første gang i værgemålssag
Ifølge Jamie Spears har han dog ikke noget at gøre med Britneys privatliv at gøre og har i øvrigt ikke adgang til at kommunikere direkte med hende, og denne del af værgemålet bestyres af medværgen Jodi Montgomery.
Ifølge New York Times bliver Mathew Rosengarts ansøgning støttet af Britney Spears’ mor, Lynne Spears.
LÆS OGSÅ: Britney Spears' manager siger op – selv ønsker hun pension
Sagen om Britney Spears' værgemål har fået stor mediebevågenhed i de senere år, blandt andet grundet den såkaldte #Freebritney-bevægelse.
LÆS OGSÅ: #FreeBritney – men fra hvad?