Nyhed

Påståede overgreb er umulige ifølge forfatter til Bob Dylan-biografi

GAFFA.dk – alt om musik

Den 80-årige amerikanske sanger og sangskriver står over for grimme anklager, men nu sås der tvivl om, hvorvidt han overhovedet har befundet sig de steder, hvor hændelserne skulle have fundet sted

I sidste uge blev der lagt sag an mod Bob Dylan, og anklagerne går på, at han i 1965, da han var i starten af 20’erne, skulle have udnyttet og forgrebet sig på en dengang 12-årig pige. Nu fortæller den engelske forfatter Clinton Heylin, der blandt andet har skrevet udførligt om Dylans liv og arbejde, at der er huller i den tidsplan, som offeret beskriver. 

Ifølge den nu 68-årige kvinde, der blot omtales som “J.C.”, blev Dylan venner med hende og etablerede en følelsesmæssig forbindelse til hende over en seks uger lang periode i foråret 1965, hvor han skal have misbrugt hende fysisk og følelsesmæssigt. Anklagerne går yderligere på, at Dylan skal have givet kvinden stoffer og alkohol i forbindelse med de seksuelle overgreb, og blandt andet forårsaget “alvorlig psykisk smerte, ydmygelse, skræk, vrede, depression, angst, personlig uro og tab af tro”.


Clinton Heylin har tidligere denne uge sået tvivl om anklagerne i Huffington Post, og han mener ikke, at Dylan overhovedet befandt sig i New York i de seks uger, som kvinden beskriver. Hans seneste værk The Double Life of Bob Dylan: A Restless, Hungry Feeling, 1941-1966 blev udgivet i maj i år og dækker blandt andet de år, hvor overgrebene på og udnyttelsen af kvinden skulle have fundet sted. Heylin udtaler:

 “Det er ikke muligt. Dylan var på turné i Europa på det tidspunkt, og var i Los Angeles i to af ugerne, plus en dag eller to på Woodstock. Turnéen varede 10 dage, men Bob fløj til London den 26. april og ankom i New York igen den 3. juni. Hvis Dylan var i New York i midt-april, var det ikke i mere end en dag eller to. Han tilbragte det meste af sin tid på Woodstock, når han ikke turnerede”.

Han tilføjer derudover, at Dylan blev filmet til en dokumentarfilm i det tidsrum, som det ubehagelige forløb angiveligt skulle have fundet sted i. Ifølge Heylin blev sangeren fulgt af et filmhold for at optage Don’t Look Back, der er instrueret af DA Pennebaker, og som udkom i 1967. Han har derfor svært ved at se, hvordan Dylan i samme periode skulle have kunnet begå de overgreb, som anklagerne beskriver. 


LÆS OGSÅ: Første vidne i sagen mod R. Kelly: "Han vidste, jeg var mindreårig" 

ANNONCE