Nyhed

Ny single og flot video fra Velvet Volume

GAFFA.dk – alt om musik

Der er symmetri, smukke kameraindstillinger og rensende ritualer i den nye musikvideo 

Den talentfulde søstertrio Velvet Volume har netop udgivet singlen “In the End” med en flot, tilhørende musikvideo. Nummeret er en forløber for deres kommende tredje album, der udkommer i 2022. 

”'In the End' er en kærlighedshistorie om at bygge en rede omkring sig selv og dem, man elsker. Usikkerhed og melankoli fylder meget i os alle tre, og det har vi længe haft lyst til at hylde og undersøge i vores musik. Vi ville skrive en sang, der både indeholdt det romantiske og sårbare, men som også viste et brutalt og storladent drama og sorg – netop sådan som vi oplever kærligheden”, fortæller de tre bandmedlemmer og tilføjer: “Musikvideoen til “In the End” handler om healing”.


Videoen er skabt i samarbejde med filminstruktøren Mathias Broe og er den første i en ny trilogi. I musikvideoen udfører søstrene et helende, rensende ritual på en mørk sø under måneskin. Broe fortæller om videoen:

“'In the End' er begyndelsen på en indre rejse. I videoen udfører Noa, Nataja og Naomi et helende ritual, som sætter sorgen i dem selv fri og ser på den med hænder, der holder fast i hinanden. Jeg synes, at der en vigtig fortælling i at se på det, der gør ondt med omsorg, og at vi udøver bevægelsen i at rense os selv ved at se på smerten med kærlighed.”

Bandets femstjernede albumdebut Look Look Look! udkom i 2017, og blev fulgt op af Ego’s Need sidste forår. Toeren blev kvitteret med fire stjerner af GAFFAs anmelder. Deres livekundskaber er blevet rost til skyerne, og deres optræden til koncertrækken P6 Beat Rocker Koncerthuset  i januar 2018 blev tildelt seks stjerner af GAFFAs anmelder.  


Trioen kan desuden opleves live inden længe, både til Journey Festival, der bliver afviklet den 3.-4. september og Spot Festival, der afholdes den 16.-17. september.

LÆS OGSÅ: VELVET VOLUME-INTERVIEW: "Vi dyrker os selv som et ikon" 

Se musikvideoen til “In The End” her:


ANNONCE