x

VELVET VOLUME-INTERVIEW: "Vi dyrker os selv som et ikon"

VELVET VOLUME-INTERVIEW: "Vi dyrker os selv som et ikon"

For fem år siden var velvet volume tre søstre, der spillede rockmusik. Tre søstre er de stadigvæk. Rocken er stadig intakt, men den er modnet. Teenageårene har de lagt bag sig, og i dag har de trukket i arbejdstøjet for at betale regningerne. Men i alt det er egoet blevet analyseret. Ubevidst om de forventninger, der nu ligger hos dem, sender velvet volume 2.0-udgaven ud i verden, uden at se sig tilbage.

– Vi dyrker os selv som et ikon, der helt ufiltreret deler alle vores følelser med verden, og vi gør helt vildt dramatisk, siger Noa Lachmi. Jeg mødte hende første gang for år tilbage, da de fleste stadig trippede over Velvet Volume. Jeg kan ikke huske hvor, men formentlig et sted, hvor de stod højt på plakaten. Før var Velvet Volume tre søstre, der spillede rockmusik. Tre søstre er de stadigvæk. De spiller stadig rockmusik, fordi det ser sejt ud og lyder fedt. Men tiden er en anden, end den var for fem år siden.

Meget ved Noa, Nataja og Naomi er stadig det samme. Den meget afslappede tilgang til den verden, der centrerer sig omkring dem, er stadig den samme. Men måske vigtigt af alt har de lagt teenageårene bag sig. De er flyttet til København fra Aarhus, og i dag er kun de ansvarlige for, hvordan de vælger at leve.

– Vi portrætterer os selv, præcis som vi drømmer om at portrættere os, fortsætter Noa. – Men ved at tage de masker på, når vi formidler musikken, skaber vi en distancering til os selv. Det er helt almindelige følelser, som alle kan forholde sig til, men vi formidler dem ved at dyrke vores egoer. Det er meget teatralsk. Og når man skalerer det op på den måde, bliver det jo meget tydeligere, hvor de følelser kommer fra. Det er de følelser, vi oplever og går rundt med. Det er følelser, alle oplever. Vi har fundet ud af, at vi er gode til at tage de følelser og sætte nogle farver på det. Og samtidig gøre det mere overdrevet, så man kan grine lidt af det, når alting som regel skal være så seriøst.

Vi sidder under den tidlige forårssol, og træernes lyse nuance danner rummet omkring os. Vi har sat os i Frederiksberg Have med hver sin Pellegrino-sodavand – meget københavneragtigt ifølge Noa. Jeg trækker lidt diskret på skuldrene, imens vi snakker videre om det forår, der skulle have været.

Fem år senere

For fem år siden hørte Velvet Volume til det mest interessante i dansk musik. Ingen havde før set tre piger, ovenikøbet søstre, spille rockmusik før. Sensationen lå i sig selv deri og ikke altid i så meget andet. Ufrivilligt blev de genstand for en voksende hype, mens de forsøgte at gøre deres gymnasieuddannelser færdige og stadig tog hjem til mor og far efter skole. Kronprins Frederik fik øjnene op for dem, imens hans hustru gav et anerkendende nik til pigerne i fjernsynets bedste sendetid.

– Dengang forholdt vi os ikke så meget til det, der skete dengang, fordi vi heller ikke helt følte, vi havde evnerne til at udtale os om det, siger Nataja. – Måske tog vi lidt afstand fra det. Det var jo ikke det, der var motivationen til at starte med – vi ville bare gerne spille musik, og så var det oplagt at spille sammen. Men de seneste par år er det gået op for os, at vi er blevet en del af en bevægelse. Vi har platformen, og vi er et talerør, hvis vi gerne vil være det. Og vi kan se det, når vi møder andre. Det er nederen at blive sat i bås, men samtidig er vi blevet mere bevidste om den rolle, vi har fået, og hvad vi kan gøre med den.

Velvet Volume var begyndelsen på en bevægelse, der sidenhen er vokset i dansk musik. Kvindernes aftryk i dansk musik er i dag tydeligere end nogensinde før, men griber en ung pige en bas og river samme lyde ud af den, som Lemmy gjorde det, mødes det med forbløffende applaus fra tilskuerne.

– Vi startede ikke med at spille musik, fordi der mangler kvinder i branchen, men mere fordi vi havde set nogle videoer med Jimi Hendrix eller Lenny Kravitz og tænkte, at det bare så megafedt ud, siger Nataja. – Det har altid været motivationen for os at spille rockmusik. Og så begyndte alt det andet omkring, selvom det ikke var noget, vi egentlig havde sagt ja til. Men vi har taget det til os, fordi vi ikke kan komme uden om det.

Version 2.0

I dag befinder Velvet Volume sig på den anden side af sensationen. Med debutalbummet, Look Look Look! fik de muligheden for at præsentere det, de var kommet af for resten af verden, men med Ego’s Need har de taget skridtet over på den anden side. Velvet Volume har fået muligheden for at starte forfra. Gassen er gået en smule af ballonen siden begyndelsen, og på godt og ondt placerer det Velvet Volume i en situation, de fleste musikere sjældent får lov at opleve mere end en gang.

– Nu står vi over for at skulle bygge hypen op igen, siger Nataja. – Vi var så unge, da den først begyndte, og i dag er det måske vigtigere for os at lave den musik, vi gerne vil. Det er spændende at se, hvordan vores succes vil udforme sig med den her plade, fordi vi ikke længere rider på den samme bølge, men samtidig er det sgu fedt, at der har været en udvikling i det hele taget. Nu har vi skrevet det her album, og næste gang skal vi skrive et endnu federe album. Vi har lysten til at udvikle os, og vi har lysten til at vise verden det. Og så længe den er der, må succesen komme, som den vil.

Forandringen ligger i musikken som et produkt af det liv, de tre søstre har valgt at leve. Musikken er gået fra at være et produkt af det første møde med rockmusikken. Velvet Volume er gået fra at være det første teenageband, der øvede hver dag efter skole til at være hovedbeskæftigelsen i et voksent liv, der er nødt til at hænge sammen.

– Det er blevet et mere seriøst job, siger Nataja. – Før gik vi i skole og boede hjemme, så det hele var bare sjov og ballade. Det var en stor del af os dengang, men nu er det sådan, vi identificerer os. Vi forfølger ikke andre ting ved siden af eller har jobs, som kommer foran musikken. Noa og jeg gør rent ved siden af, og Naomi arbejder på en fabrik, og det gør vi bare for at få tingene til at hænge sammen.

– Vi vil stadig være det største band i verden, tilføjer Noa.

– Men vejen derhen har måske ændret sig lidt. Hverken Nataja eller jeg gider at skrubbe toiletter de næste 10 år. Jeg gjorde på et tidspunkt rent et sted, og imens jeg stod og skrubbede toilettet, kom husmoren ned og spurgte, om det ikke var mig fra Velvet Volume. Og så sagde hun til mig, at hun har opkaldt sin datter efter mig. Det var sgu lidt af en kontrast. Det er så syret, når folk jeg gør rent hos, finder ud af, at jeg er med i Velvet Volume. Den del af det var nemmere før, da vi alle sammen boede hjemme og gik i skole. Det er lidt mere alvor nu. Målet er det samme, men der er ikke råd til at træde ved siden af på samme måde. Men det, at vi befinder os, hvor vi gør i dag – uden at tjene særligt meget på det – siger en del om, hvor meget vi gør det her, fordi vi synes, det er sjovt. Det er ikke sikkert, vi gider blive ved med at have den her arbejdsfordeling, men det må vi tage til den tid. Succeskriteriet er lige nu at kunne leve af det og samtidig kunne lave musik, som vi gerne vil det.

Imod forventningerne

Men udviklingen fra at være meget ung til at blive voksen – med fortiden, der blev placeret, hvor den hørte til – har ført en frygt med sig. Trygheden er revet op med roden, og idéen om Velvet Volume er blevet kastet op i luften uden helt at være landet på begge ben.

– Vi var bange for at komme ud af den boks, vi var blevet placeret i, siger Naomi. – Men det er livet for kort til. Hvis vi skulle blive i den kasse, skulle vi gøre de samme ting, som vi har gjort hele tiden, men det får vi ikke noget ud af. Samtidig er vores sangskrivning modnet mere. Vi er blevet mere realistiske i vores tilgang til musikskrivning. Da vi startede med at spille dengang, havde vi alle sammen den der lidt naive verdensanskuelse, hvor alting var godt. Det var smukt, fordi det affødte en masse ting, men nu har vi et lidt mere realistisk syn på tingene. Alene temaerne på albummet er mere dramatiske, men samtidig har vi en lidt mere ironisk distance til det. Det kan næsten ikke blive stort nok, selvom sangene for meste bare handler om at have fucking tømmermænd.

– Vi har fundet ud af, at vi skriver musik for vores egen skyld, tilføjer Noa. – Vi er blevet meget bevidste om, at vi skriver musik ud fra vores egne personlige fortællinger, og vi er enormt privilegerede, at folk gider at høre på det. Og det står pladen lidt i forlængelse af. Det er vores tanker og følelser, som vi deler med andre.

Dyrkelsen af egoet

Ego’s Need er alting blevet forstørret. Velvet Volume har kigget indad for at dyrke det ego, de elsker at dyrke. Den naive drøm om at blive verdens største rockband, dyrkelsen af det storslåede og livet med alt for meget fart på. Fra at følge et dogme har Velvet Volume taget alle chancer, fordi de ikke længere har noget at miste. – I det mindste har vi gjort det på vores helt egen måde, siger Naomi. Hvor Look Look Look! blev udformet ud fra en konkret idé og en samling materiale, der strakte sig helt tilbage til begyndelsen, stikker Ego’s Need i alle retninger. Velvet Volume har dyrket The Beatles og fået noget, der ligner Queen ud af det. Alting er forstørret. De har søgt efter monstret i musikken, der nu viser sine tænder.

Da vi var yngre, blev vores følelser formidlet meget en-til-en i musikken, siger Naomi. – Nu tør vi booste det og sige det hele med 80 gange større kraft. Vi gør det mere ekstremt, fordi vi tør det. Vi har prøvet den der enorme succes, men vi forfølger den ikke mere. Og vi har fandeme også fået meget pis for det, fordi vi er gået nogle helt andre veje. Vi er brudt ud af skallen. Derfor har vi nok også haft det behov for at tage tingene til ekstremer.

– Der er blevet skabt et billede af os fra begyndelsen, som folk har forventet, at vi skulle følge, men det har bare givet os lysten til at gå imod ved at dyrke det endnu mere ekstremt. Udviklingen er uden tvivl til at se, men den er bare ikke så ligetil og stueren, som nogle måske ville forvente det. Det dykker også lidt ned i den tanke om, at man skal have lov til at se ud, som man vil, uden at give andre det indtryk, at man forsøger at bevise noget med det. Ubevidst om de forventninger, der nu ligger hos dem, sender Velvet Volume 2.0-udgaven ud i verden uden at se sig tilbage.

– Jeg forstår egentlig ikke helt, hvad folk forventer, for hvorfor skulle vi lave den samme plade igen og se ud, som vi altid har gjort, spørger Noa. – Ego’s Need er en mere selvstændig plade, og på en måde er det som at starte forfra, men uden at tage afstand fra vores debutalbum og det, vi før har lavet. Vi har været en del af branchen i nogle år nu, og vi bliver hele tiden mindet om, at det er svært at leve af at være musiker i Danmark. Det skal hele tiden være fedt at lave musik, og derfor er udgangspunktet altid at lave musik for vores skyld. Men musikken er jo stadig meget aktuel. Den er et tidsbillede af, hvor vi er i dag. Det lyder stadig som Velvet Volume. Vi har i perioder sat os ned og genovervejet det hele, for det har virkelig været nogle vilde og hårde år. Hvis vi skal fortsætte, skal det give mening for os. Det er vigtigt, at vi er stolte af det og vigtigt at være sikre med os selv på, at vi har givet musikken alt, vi havde

FRA DOGMET I BEGYNDELSEN OG MOD NYE METODER

– Vi fulgte meget et dogme på den første plade, siger Naomi om Look Look Look!. – Alt skulle været live. Vi skulle spille rock helt efter bogen, som det blev gjort i gamle dage, og det kunne bare ikke rykkes ved. Det var det rigtige dengang, men nu tør vi kaste os mere ud i de udfordringer, vi har givet os selv. Vi har dyrket stemningerne mere og forsøgt at skabe en udvikling gennem pladen. Vi har affundet os med, at det godt må lyde anderledes på en plade, end det gør live.

FRA LOOK LOOK LOOK TIL EGO’S NEED

Vi er søstre og har boet sammen, og samtidig har vi også arbejdet sammen, siger Noa. – Og i begyndelsen blev vi kastet meget pludseligt ud i det at optræde sammen, selvom vi ikke havde skrevet nogle sange. Den første sang, vi nogensinde skrev, er på vores debutplade, og inden vi indspillede den, havde vi optrådt med den sindssygt mange gange. At gå i dybden med processen har vi slet ikke haft mulighed for før. Da vi lavede den første plade, gik vi gymnasiet, og efterspørgsel på vores debutalbum var samtidig enormt stor, så vi havde slet ikke tid til andet. Det der med at skabe et værk fra bunden har vi aldrig prøvet før. Den proces at skrive sange har vi før gjort nærmest offentligt. Første sang, vi nogensinde skriver, første band, vi nogensinde spiller i, er alle vidne til. Derfor er det rart, at vi nu har haft mulighed for at have fokus på hinanden og sangskrivningen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA