Nyhed

Britney Spears’ far har ansøgt om at få afsluttet værgemål

GAFFA.dk – alt om musik

Ansøgningen kan være en ende på den store sag, Britney Spears har haft kørende om endelig at blive fri og sin egen igen

Efter 13 år som værge for sin datter har Jamie Spears nu indgivet en ansøgning om at få værgemålet afsluttet, skriver Pitchfork. Der sker, efter han den 12. august meldte ud, at han på baggrund af den offentlige kamp med sin datter om værgemålet ville trække sig som hendes værge.

Pitchfork har fra Jamie Spears’ advokat Vivian Thoreen fået følgende forklaring på ansøgningen og den betydning, det kommer til at få for Britney Spears:


”Fru Spears har fortalt domstolen, at hun vil have kontrollen over sit liv tilbage uden sikkerhedsnettet i et værgeskab. Hun ønsker at være i stand til at træffe beslutninger vedrørende sin egen lægehjælp og beslutte hvornår, hvor og hvor ofte hun skal gå til terapi. Hun vil kontrollere de penge, hun har tjent fra sin karriere og bruge dem uden opsyn eller tilsyn. Hun vil være i stand til at blive gift og få et barn, hvis hun ønsker det. Kort sagt vil hun leve sit liv, som hun selv vælger, uden begrænsninger fra en værge eller en domstol.”

Advokat for Jamie Spears, Vivian Thoreen, udtaler også på hans vegne, at han altid har ønsket det bedste for sin datter og nu vil imødekomme hendes ønske:

”Som hr. Spears har sagt igen og igen, så vil han det bedste for sin datter. Hvis fru Spears ønsker at opsige værgemålet, og at hun mener, at hun kan klare sit eget liv, mener hr Spears, at hun burde få den chance.”


Britney Spears har siden 2008 været underlagt et værgemål ledet af sin far efter et offentligt sammenbrud året inden. Sagen om værgemålet har fået stor mediebevågenhed i de senere år, blandt andet grundet den såkaldte #FreeBritney-bevægelse. Bevægelsen mener, at værgemålet, der i stort omfang begrænser stjernens udfoldelsesmuligheder, er i strid med grundlæggende menneskerettigheder, og at Spears trods værgemålet har været i stand til at indspille musik og turnere, hvorfor hun må formodes at kunne tage vare på sig selv.

Ansøgningen har ikke øjeblikkelig effekt, så Britney Spears er stadig underlagt værgemålet. Britney Spears’ advokat har anmodet om, at det skal ophøre den 29. september.

LÆS OGSÅ: Britney Spears' far trækker sig om værge 


ANNONCE