GAFFA - alt om musik
Døden har et ansigt. Den har mange. Og den har også et sprog. Vi skal bare turde at lade det få en plads – og hvis ordene bliver svære at finde, kan man lade musikken tale. Det ved også Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for at gøre os bedre til at tale om død og sorg.
”Jeg plejede at tro på for evigt. Men for evigt er for godt til at være sandt.” Sådan lyder ordene fra den viseste bjørn, der er kommet ud af fiktionens verden. Bjørnen hedder Peter Plys. Og på mange måder beskriver han ret godt, hvad der sker med dig som menneske, når du en dag opdager, at intet er for evigt. Heller ikke livet. For en dag kommer du til at støde på døden og sorgen, der følger med. For nogle kommer den som et chok og alt for tidligt. For andre forventeligt. Men fælles for dem er, at det er en universel uundgåelighed og måske lidt svært at tale om. Det er noget, som Landsforeningen Liv&Død blandt andet arbejder på at give os et større sprog for. Både gennem kunst, musik og lyd og ikke mindst oplysning.
Har du taget stilling til dit sidste ønske?
Landsforeningen Liv&Død er en almennyttig organisation, der har brugt mange år på at arbejde med noget, vi andre måske kan bruge mange kræfter på at snakke om. Døden og det tabu, der ofte kan hæfte sig til den. Og det tabu vil de gerne gøre op med. Blandt andet gennem oplysning såsom at hjælpe folk til at tage stilling til, hvad der skal ske med dig selv og dine nærmeste, når du skal dø. Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død, fortæller:
– Vi har til formål at arbejde for en værdig afsked med livet. Og når vi siger værdig afsked med livet, så mener vi både en værdig død, men også et værdigt sidste farvel. Det gør de blandt andet gennem et lille hæfte. ”Min sidste vilje”, står der på det. Og det er et hæfte, hvor du kan krydse af, om du for eksempel vil kremeres, begraves eller har andre ønsker til den dag, du dør:
– Der er mange, der faktisk ikke ved, hvad der kan lade sig gøre, i forhold til at give folk en værdig afsked. Både fagfolk og privatmennesker. Det vil vi gerne hjælpe dem med, så folk kan give deres nærmeste det bedst mulige grundlag for afskeden, forklarer Kirsten Søndergaard og fortsætter:
– Når man mister nogle, man holder af, kan det være ekstremt dyrebart at vide bare lidt om, hvordan de egentlig gerne vil have, at deres begravelse skal være. Så derfor kan det være brugbart at tvinge sig selv til at spørge sin mor, far eller søskende, hvad der egentlig skal ske med dem den dag, de dør. Det kan godt være, at de ikke får hæftet ”Min sidste vilje” udfyldt, men det kan være et godt udgangspunkt for en snak.
At give rum og plads til sorgen
Liv&Død har også til formål at informere. Ikke kun dem, der har mistet. Men også dem, der ikke har. Det fortæller Rikke Aaberg Pedersen, der er projekt og udviklingskonsulent i Landsforeningen Liv&Død.
– Vi er til for alle. For død og sorg rammer alle, lyder det.
Og oplyse, det gør de blandt andet gennem udstillinger og kulturevents, der på hver deres måde berører emner som sorg og død. Blandt andet gennem udstillingen ”Ramt”. En udstilling om selvmord, der lige nu kan opleves på Nikolaj Plads 27 i København, hvor Landsforeningen Liv&Død holder til.
– Vi oplever, at folk er ret interesserede i ikke kun at komme på besøg og se vores udstillinger, men også at komme til talks og andre events, som vi laver i samarbejde med andre. Her er det ikke kun folk, der har mistet, men også fagfolk, der kommer.
Et af foreningens projekter har blandt andet været ”SorgBar”. Et projekt, der er udviklet sammen med Adam Scavenius, der mistede sin mor pludseligt. Adam har også været gæst i Landsforeningen Liv&Døds podcast ”Jeg plejede at tro på for evigt”. En af hans kæpheste, i forhold til livet, er at fejre det liv, der har været – også til afskeden. Projektet, der opstod i forbindelse med en skoleopgave, tog han videre til Landsforeningen Liv&Død.
– Det er en aften, hvor man mødes, og så deler man nogle historier om det at miste.
– Det kan være forskellige aspekter af, hvordan man har mistet, eller hvordan man håndterede det, fortæller Rikke Aaberg Pedersen.
Til den afsluttede del af arrangementet er der musik, hvor man får lov at puste ud og på en eller anden måde blive klar til at møde verden igen.
– Mange kender det der med, at man skal ud i verden igen. Ud i trafikken, hvor lysene skifter farve og børnene råber ad hinanden. Regnen bliver ved med at falde. Solen skinner. Og det har man ikke lyst til, at den gør. Man har lyst til, at tiden går i stå.
For som Rikke fortæller, så sker der noget magisk med tid, når man mister nogen. For når man mister nogen, vil man ikke fjerne sig fra den person. Og det gør man gennem tiden. For den går videre. Alt fortsætter, og ens egen verden går ubemærket hen. Det er her, at musik kan noget helt specielt. Og nogle gange kan musikken noget, der rækker ud over ord.
– Når man snakker om døden og det at miste, så er der noget, der går fra hinanden, som ikke kan sættes sammen igen med ord.
– Det handler ikke om, at man skal tage ud i verden og glemme, det handler om gennem musikken at turde sidde og dvæle i sorgen.
En historie om kærlighed
Også hos Landsforeningen Liv&Døds podcastserie, ”Jeg plejede at tro på for evigt”, kan musikken noget, der rækker langt ud over sproget. For Liv&Død har podcasten været vigtig. Og ifølge Kirsten Søndergaard har den bidraget til at sprede det her budskab ud. Til at tale om døden og sorgen. At give den et sprog. Bag podcasten sidder Jeppe Vester og Pernille Strøm Øster, der har mere end værtsrollen tilfælles.
For både Pernille og Jeppe har selv mistet. Pernille mistede sin bror, Jonas, for syv år siden, da han blev ramt af et tog, da han var på vej hjem fra fest, og Jeppe mistede sin mor til kræft for fire år siden. Og da man spørger dem, hvad podcasten handler om, lyder det sikkert: ”Kærlighed”. ”Det handler først og fremmest om kærlighed”, siger Jeppe:
– Og så handler det om historier om sorg. For sorg er jo kærlighed, som man ikke kan komme af med mere, siger han.
For sådan er det ofte, når vi mister nogle. Sorgen kan vi mærke, fordi vi mærkede kærligheden først. For Pernille og Jeppe er det podcastens formål at skabe et sprog for noget, der kan være svært at sætte ord på.
– Vi håber på at gøre noget, der er så uhåndgribeligt, som det er at miste, så håndgribeligt for andre mennesker, som det er muligt. At være resonans i andre mennesker og gå ind og forsøge at give en fælles ramme og et fælles sprog for noget, der kan være rigtig svært at forstå, siger Jeppe.
Sorgens mangfoldige ansigt
For Pernille er podcasten lavet med tanken om, hvad man selv manglede, da man stod midt i det, for syv år siden. Det var med det behov for at have et rum til sorgen, at podcasten blev til. At have et sted at søge hen til og blive hørt, set og forstået. Og mest af alt at kunne vende sig mod nogle, der forstår en – og finde et fællesskab i noget, der kan virke overvældende ensomt. Pernille fortæller:
– Da vi lavede podcasten, forsøgte vi at lave et rum, hvor gæsten kunne få lov at fortælle den i eget tempo. Jeg tror, at det er rigtig mange, der mister, som oplever, at det hurtigt kommer til at handle om, hvordan personen døde, men det er sjældent, at man får lov til at fortælle om den, man har mistet eller alt derimellem, fortæller hun og fortsætter:
– Det er måske sjældent, at folk har sat en time af til bare at lytte. Og det tror jeg, at der er rigtig mange, der har brug for, når de mister. Så det bliver både et rum for gæsten og for lytteren. Og det ved jeg, at jeg selv kunne have brugt, da jeg mistede min lillebror.
For Jeppe er der også et andet perspektiv på spil. At det somme tider kan være svært at have følelser – og turde at sige dem højt, uden at blive dømt på sin maskulinitet. Og det er et tabu, der skal nedbrydes. Og det gør Jeppe ved at tale om det.
– Selv i 2021 er der sådan en form for tavshed blandt drenge, når det handler om følelser. Det er svært at snakke om. Så for mig har det også været specielt at begyndte at snakke om. Men også fantastisk at lære. For det er blevet lettere, og det håber jeg også, at det bliver for andre mænd på et tidspunkt.
Når ordene bliver overflødelige – så taler musikken
Fælles for gæsterne i podcasten er, at de alle tager et stykke musik med. Et stykke musik, der minder dem om afdøde. Og det kender du måske. Du lytter til en sang, og du kan huske, hvad du følte den dag, du hørte den for første gang. For det er det, musik kan. Skabe minder, indkapsle dem og bevare dem. Pernille fortæller:
– Det er er meget rørende øjeblik. For nogle gange har de måske ikke selv hørt nummeret i lang tid, og sidste gang de selv hørte det, var måske til begravelsen eller sammen med afdøde. Jeppe tilføjer:
– Hvis du gerne vil fortælle nogens historie, så er musik et fantastisk redskab. For musik knytter du følelser til. Og måske repræsenterer det stykke musik det mest sårbare i dem. Der ligger ofte en gylden nøgle ind til den afdøde person.
Sangvalgene lyder på alt fra Thomas Helmig og til Metallica. Men fælles for sangene er, at de fortæller mere, end hvad ord kan rumme. Det er en ventil for noget, der er større end ord. Og det er en rørende invitation til et menneskes dybeste indre, fortæller Pernille:
– Ofte er musik jo også en masse store følelser og smukke tekster, og der kan jeg ofte finde mig selv sidde og finde nogle fine formuleringer om død, kærlighed og liv. Musikken, der fungerer som en fast afrunding på podcastens afsnit, sætter en fin, smuk krølle på fortællingen. En samtale, der kan være svær at afslutte. Og en samtale, der ifølge Pernille i virkeligheden ikke kan og bør afsluttes. Den skal fortsætte.
– Det er rart, at der ikke bliver sagt noget i de sidste få minutter. Her er det ret godt at have musikken. For hvordan afslutter man lige sådan en samtale? siger hun og fortsætter:
– Her kan vi sidde sammen og lytte til det her stykke musik sammen. Og lade musikken fortsætte den samtale.
Inspirationen fra en lille, plysset bjørn
Og tilbage til det med den lille plyssede bjørn. For da jeg spørger Pernille og Jeppe, hvorfor podcasten bærer det navn, den gør, fortæller Pernille, at navnet stammer fra et citat af Peter Plys. At mange oplever, at der er et før og et efter, de mistede. At noget af det smukke ved at leve er, at man går med en barnlig naivitet om livet. At det er for evigt:
– Naiviteten kan være meget definerende for, hvordan man er i verden. Og når man bliver konfronteret med døden, kan det føles som om, man mister sin naivitet, og resten af verden buldrer derudad med 180 kilometer i timen, lyder det.
– Og så står man der, som jeg gjorde som 19-årig. Med en lillebror, der var svært at forestille sig nogensinde at miste.
Et rum for alle
Og fra den ene dag til den anden finder man ud af, at intet er for evigt. Men podcasten er ikke kun for dig, der har mistet. Den er for alle. Det har Pernille fundet ud af, for på sin Instagram har hun modtaget beskeder fra pårørende til en, der har mistet og derigennem har søgt råd og vejledning til, hvordan man skal navigere i en sådan situation:
– Jeg synes virkeligt, det er fint, at folk giver udtryk for, at det ikke nødvendigvis er fortællingen om det at miste, der kan vække genkendelse i nogle. At det også kan være et værktøj for nogle, der er tæt på en, der har mistet. Netop fordi vi også snakker om, hvad der kan være rart at blive mødt af fra en omgangskreds. For det er en tid, der kan være enormt ensom for mange.
Og netop det, at Liv&Død, skal være et rum for alle, fremhæver Kirsten også, da vi spørger, hvad de gerne vil med deres organisation. For ud over at agere rum for mennesker i sorg, har de også et ønske om at være et sted, hvor alle kan søge hen for råd og vejledning. I et håb om, at vi alle sammen bliver bedre til at tale om døden:
– En gang imellem kunne jeg godt tænke mig, at der også kom lidt flere til vores arrangementer, der endnu ikke har mistet, siger hun og uddyber:
– For mange mennesker kan der opstå en ekstrem ubehagelighed over for det at skulle tale med nogle i sit netværk, som har mistet. Men har man selv mistet, så ved man, at noget af det værste, man kan blive mødt af, det er tavshed. Så vi vil også gerne hjælpe folk til at bryde den mur, der kan være i at tale om døden.
Og når Liv&Død taler om døden som et tabu, så kommer det et sted fra. For som Kirsten fremhæver, så er alt et tabu, så længe man ikke vil tale om det:
– Så længe man oplever, at folk ikke tør eller ved, hvad de skal sige til én, der har mistet, så er der et tabu. Det vil vi gerne være med til at ændre.
Nogle frygter døden. For andre er det blot en mere kompleks størrelse, der ligger og svæver et sted derude i fremtiden. Og for nogle er den tæt på. Den kan ikke ties ihjel. For den lever i vores alles skæbne, et sted. Døden er et grundvilkår for os alle. Så hvorfor ikke give den plads? For den har et sprog, hvis du blot tør at give den et. Og hvis du har svært ved det, så kan Landsforeningen Liv&Død måske hjælpe dig på vej.
Du kan lytte til podcasten på din foretrukne platform som iTunes, Spotify, LOUD og TalkTown. Og du kan finde podcastens egen spilleliste på Spotify gennem hjemmesiden
https://livogdoed.dk/temaer/podcastserie-jeg-plejede-tro-paa-evigt.
Faktaboks:
- Landsforeningen Liv&Død arbejder for at nedbryde tabu om sorg og død og sikre en værdig afsked med livet.
- ”Jeg plejede at tro på for evigt” er en podcastserie med fortællinger om at miste og savne, om sorg og minderitualer. Pernille Øster og Jeppe Wad Vester er podcastværter, og hver uge har de en samtale med en person, der har mistet.
- Landsforeningen Liv&Død udgiver podcasten i samarbejde med LOUD.
- Du kan læse mere om Landsforeningen Liv&Død på www.livogdød.dk eller følge dem på Facebook og Instagram.