Nyhed

Ed Sheeran og Elton John laver julesang sammen

GAFFA.dk – alt om musik

Om julesangen siger Ed Sheeran: ”Det er bare mig og ham. Den er skøn.”

Ed Sheeran og Elton John er gået sammen om en julesang, som udkommer i år, skriver NME. Det er førstnævnte, der bringer nyheden i et interview til den hollandske radiokanal NPO Radio 2, hvor han fortæller, at det var Elton John, der kontaktede ham med ønsket om et samarbejde sidste år. Det skulle Elton John angiveligt have gjort, fordi musikeren havde opdaget, at hans egen julesang ”Step Into Christmas” havde ramt den engelske top 10-hitliste for første gang nogensinde.

“Elton ringede til mig juledag for at sige glædelig jul. Elton ringer til mig næsten hver eneste dag. Han sagde: 'Step Into Christmas' er nummer 6 på hitlisterne! Jeg vil lave endnu en julesang – vil du gøre det med mig?” fortæller Ed Sheeran i radiointerviewet, citeret af NME.


Til at starte med var Sheeran dog ikke helt overbevist om, hvorvidt sangen passede til ham, fortæller han i interviewet, men sangeren endte med at blive overtalt og siger nu om den kommende julesang med ham og Elton John: ”Det er bare mig og ham. Den er skøn.”

Ud over den kommende julesang har Ed Sheeran selv et album på trapperne. Det udkommer den 29. oktober med titlen =. Musikerens seneste single ”Shivers”, der vil være at finde på det kommende album, har en tilhørende musikvideo, hvor Ed Sheeran faktisk klæder sig ud som netop Elton John på et tidspunkt. Se videoen nedenfor.

Ed Sheeran gæster desuden Danmark næste år, hvor han vil spille hele fire koncerter i stadionstørrelse. 


Elton John skulle også have besøgt Danmark i september i år med sin afskedsturné Farewell Yellow Brick Road – The Final Tour, men sangeren måtte udskyde dele af turnéen til 2023 på grund af en hofteskade.

LÆS OGSÅ: Nyt billetsystem vil løse Ed Sheerans høje sikkerhedskrav til koncerten i Danmark


ANNONCE