Nyhed

Ariana Grande og Kelly Clarkson udgiver julesang

GAFFA.dk – alt om musik

Julen kommer tidligt i år med hjælp fra de to hitmagere

Ariana Grande og Kelly Clarkson er gået sammen om at skabe en ny julesang med titlen ”Santa, Can’t You Hear Me”, skriver NME.

Nummeret er en del af Clarksons julealbum, When Christmas Comes Around, som udkom i fredags, den 15. oktober.


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Julemusik er den mest konservative form for musik overhovedet

Det er ikke første gang, at Grande har udgivet musik i anledning af højtiden. I 2014 udgav sangeren nummeret ”Santa Tell Me”, som lige siden har været ganske uundgåeligt, når juletiden nærmer sig.

Musikeren, der blandt andet er kendt for sin brede ambitus, udgav sit debutalbum Yours Truly i 2013. I dag er Grande den mest streamede kvindelige artist nogensinde med mere end 90 milliarder streams. Sangeren udgav senest sit sjette studiealbum, Positions, i 2020. Samme år arbejdede hun desuden sammen med Lady Gaga på det Grammy-vindende nummer ”Rain on Me” fra Gagas album Chromatica.


Ud over sin rolle som pop-idol er Grande fortaler for mental sundhed, hvor sangeren mener, at vi skal turde at tale åbent om vores mentale tilstand, og at terapi ikke skal være et privilegium, som er forbeholdt de få. Musikeren har flere gange doneret penge til gratis terapi, senest i forbindelse med World Mental Health Week og World Mental Health Day 2021, som fandt sted den 10. oktober. Her donerede musikeren op til fem millioner dollars.

LÆS OGSÅ: Kendte musikere sætter fokus på World Mental Health Week

Kelly Clarkson begyndte sin musikalske karriere som deltager og vinder af den første sæson af talentprogrammet American Idol tilbage i 2002.


Musikeren udgav sit første album Thankful i 2003, men verden fik for alvor øjnene op for Clarkson, da hun skiftede til en mere rocket stil på det følgende album Breakaway året efter. Albummet indeholdt flere amerikanske top ti singler, herunder ”Since U Been Gone” og ”Because of You” og skaffede desuden sangeren to Grammy Awards.

I alt er det blevet til ni studiealbums fra den amerikanske musiker, der indtil udgivelsen af sit nye julealbum senest var aktuel med Meaning of Life fra 2017.

Tag et lyt til ”Santa, Can’t You Hear Me” nederst i artiklen.


Kan du ikke få nok af julemusik, kan du desuden se frem til endnu et spændende samarbejde, når Ed Sheeran og Elton John deler deres bud på en julesang senere i år.

ANNONCE