GAFFA - alt om musik
Coldplay drager på klimavenlig tour
For få uger siden var Coldplay blandt de optrædende ved den store, velgørende event Global Citizen Live 2021. Og nu har det britiske succesband så annonceret en række klimavenlige tiltag i forbindelse med deres forestående stadionturné i kølvandet på albummet Music of the Spheres.
Allerede i 2019 udtalte bandet med Chris Martin i front, at de ville gå i tænkeboks for at overveje, hvordan de kunne turnere på en mere bæredygtig måde fremover. Og når bandet fra marts 2022 tager deres aktuelle album med på landevejen, vil deres verdensturné udelukkende få sin strøm fra bæredygtige energikilder.
Bandet udgav deres aktuelle album i sidste uge, og om et par dage (den 22. oktober 2021) vil de som første band nogensinde give koncert i den såkaldte Climate Plegde Arena – verdens første CO2-neutrale arena – i Seattle, USA.
Næste års bæredygtige stadionturné starter i Costa Rica til marts og strækker sig helt frem til september, hvor Coldplay er annonceret til Rock in Rio i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro. I sommeren 2022 turnerer gruppen i Europa, hvor de blandt andet kan opleves tre aftner på Wembley Stadium i London samt i byer som Berlin, Paris og Frankfurt.
LÆS OGSÅ: BTS og Coldplay udgiver sang sammen – hør den nu | GAFFA