Nyhed

Taylor Swift slår Spotify-rekord med sit nye, genindspillede album

GAFFA.dk – alt om musik

Hendes nye og egen version af albummet Red fra 2012 har slået rekorden for flest streams inden for ét døgn

Taylor Swift har skrevet historie endnu en gang. Denne gang gælder det genindspilningen af 2012-albummet Red, der nu har fået titlen Red (Taylor's Version). Albummet har, inden for de første 24 timer oven på udgivelsen, opnået det største antal streams på et døgn nogensinde. Billboard annoncerede, at pladen blev streamet 90,8 millioner gange på Spotify inden for dets første døgn, oplyser NME.

Denne nye plade er den seneste i verdensstjernens serie af genindspillede album. Red (Taylor's Version) udkom fredag den 12. november og indeholder genindspilninger af alle af albummets originale sange. Derudover byder pladen også på en række sange fra Swifts arkiv, The Vault. 


Swift er i gang med at genudgive og genindspille sine første seks studiealbum, altså Taylor Swift (2006), Fearless (2008), Speak Now (2010), Red (2012), 1989 (2014) og Reputation (2017). Denne serie af genindspilninger kommer i kølvandet på, at Taylor Swift mistede rettighederne til sine albums tilbage i 2019, hvor medieinvestor-firmaet Ithaca Holdings LLC, med stor-entreprenøren og Justin Bieber-manageren Scooter Braun i front, solgte ejerskabet videre til investeringsselskabet Shamrock Holdings.

LÆS OGSÅ: Taylor Swift i kamp mod musikbranchen – genindspiller sine første album

Taylor Swift genudgav albummet Fearless (Taylor's Version) tilbage i april måned og har efterfølgende i september måned geninspillet og genudgivet singlen "Wildest Dreams" fra pladen 1989. Nu gælder det så Red (Taylor's Version), der denne gang indeholder en 10 minutter lang version af fan-favoritten "All Too Well". Denne forlængede version udkom i weekenden med sin egen, tilhørende kortfilm, hvor skuespillerne Sadie Sink (Stranger Things) og Dylan O'Brien (Maze Runner) har hovedrollerne. Du kan se kortfilmen nederst i artiklen.


Den tidligere rekord for flest Spotify-streams inden for et døgn var også holdt af Taylor Swift. Rekorden fik hun med 2020-albummet Folklore, som hun udgav under coronalockdown. Folklore havde 80,6 streams indenfor dets første døgn på Spotify, hvorfor Red (Taylor's Version) slår den gamle rekord med hele 10,2 millioner streams.

Da GAFFA anmeldte Folklore i 2020 fik pladen hele fem ud af seks stjerner. GAFFAs anmelder kaldte det for en ny milepæl i popstjernens karriere og skrev bandt andet: "Swift [rammer] her bull's eye, fordi det hverken føles forceret eller gennemtænkt. Tværtimod virker alle sangene på folklore organiske og autentiske, og mest af alt afslappede. Som om, at Swift for en gangs skyld ikke har haft travlt med at overbevise nogle af sine mange haters om noget som helst". 

LÆS OGSÅ: Karantæne-album er en ny milepæl i Taylor Swifts karriere


GAFFA anmelder Red (Taylor's Version) i nærmeste fremtid.

Se Taylor Swifts nye kortfilm til sangen "All Too Well" lige her:

ANNONCE