x
Taylor Swift: Folklore

Taylor Swift
Folklore

Karantæne-album er en ny milepæl i Taylor Swifts karriere

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 24.07.2020
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

At coronavirus har ændret store dele af verden, som vi kender den, og i særdeleshed verden i musikbranchen, kan vel efterhånden ikke betragtes som nogen stor nyhed. 

Men at corona-karantænen kan forvandle én af verdens største popstjerner til indie-folk-singer-songwriter, må siges at være en uventet overraskelse af en pandemis sideeffekter. 

Ikke desto mindre er det præcis resultatet af Taylor Swifts ottende studiealbum, folklore, der er skabt i komplet isolation og udkommer kun 11 måneder efter hendes seneste album Lover

At en popstjerne kaster sig over nye musikalske udtryk i ønsket om at “finde tilbage til sine rødder”, er også set før. Hvem husker ikke dengang, Justin Timberlake iførte sig en ternet skovmandsskjorte på Man of the Woods og kastede sig ud i præcis samme projekt? 

Men modsat Timberlake rammer Swift her bull's eye, fordi det hverken føles forceret eller gennemtænkt. Tværtimod virker alle sangene på folklore organiske og autentiske, og mest af alt afslappede. Som om, at Swift for en gangs skyld ikke har haft travlt med at overbevise nogle af sine mange haters om noget som helst.   

folklore er skabt i tæt digitalt samarbejde med Aaron Dessner fra The National, der har co-skrevet og produceret 11 ud af albummets 16 numre. Og netop dette nye samarbejde synes at være et pletskud, der kan tilskrives både pladens stilmæssige røde tråd og vellykkethed. 

Dessners produktioner er low-key, håndspillede og nærmest “under-producerede” i forhold til Taylors ellers velkendte pop-banger-lyd. I stedet er numrene båret frem af klaver, steel-guitar, strygere, mundharmonika og kor. Denne nye lyd palette giver plads til en langt mere central placering af Taylors vokal, der for alvor byder lytteren indenfor i hendes lyriske univers. 

Taylor Swift har altid formået at skrive tekster med indhold, der ville mere end bare være pynten på store pop-omkvæd. Men på folklore tager hun skridtet fuldt ud som historiefortæller, hvor hun trækker tråde tilbage til folk- og country-traditionernes storytelling, med anekdoter om både reelle og fiktive personer. Bedst eksemplificeret med det tresidede narrativ på numrene “cardigan”, “august” og “betty”, der fortæller historien om en kærlighedstrekant set ud fra tre personers synsvinkler.

Der var nok heller ikke mange, der for få år siden kunne forestille sig, at en duet mellem Bon Iver og Taylor Swift kunne virke som det mest oplagte og naturlige match. Men det tydeliggør netop folklores gennemførte kamæleonskifte, at det er præcis, hvad man får på sangen “exile”, hvor Justin Vernon medvirker. Nummeret er utvetydigt Bon Iver’sk i sin lyd og opbygning, men eksplicit Swift’sk i sin melodi og ord. Og resultatet bliver et ligeværdigt samspil mellem to artister, der komplementerer fremfor at overskygge hinanden.  

Nogle kritikere vil nok påpege, at Taylor ikke byder ind med noget regulært banebrydende musikalsk produkt her. Og Swift har da heller ikke udgivet noget revolutionært album set i musikhistoriens store perspektiv. Men ud fra hendes egen musikalske historie er folklore intet mindre end en reformation i Swiffers univers og en ny milepæl i hendes kunstneriske karriere. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA