GAFFA.dk – alt om musik
Det havde været et umuligt ønske at få opfyldt, at det ville lykkes The Cure at overgå deres mesterværk Disintegration på efterfølgeren Wish, der tog bandet ind i 90'erne. GAFFAs Jim Knutsson går tilbage til 1992, hvor alternativ rock var på hitlisterne.
På det niende studiealbum er synth’en knap nok til at mærke mere. Spændingerne i gruppen betød, at Roger O'Donnell havde forladt bandet. Trommeslager Boris Williams lavede sit sidste studiealbum med Wish og guitaristen Porl Thompson lavede sit sidste album i 16 år, mens Perry Bamonte opgraderede sig selv fra roadie til alt-i-en som guitarist, bassist og keyboardspiller. De konstante bandmedlemsskift var et faktum i gruppen ledet af frontmand Robert Smith.
Efter en forsigtig åbning forstår man hurtigt, hvorfor albummet blev bandets største kommercielle succes i deres karriere, med singler som den luftige popsang ”High”. Det gjorde så stærkt et indtryk, at det svenske indiepop-band Shout Out Louds døbte sig selv efter den legende tekst: "When I see you sticky as lips, as licky as trips, I can't lick that far, but when you pout, the way you shout out loud, it makes me want to start".
Alle hader mandage og elsker fredage af en grund, og denne rene og enkle lykke, man føler, når fredagen endelig er her, fanger The Cure i sit mest populære og direkte pophit nogensinde, ”Friday I'm In Love”. Melodien var så stærk, at Smith var bange for, at han ubevidst måtte have stjålet den et sted fra, men den naive genialitet viste sig at komme fra ham selv.
Det håndskrevne brev ”A Letter to Elise” bliver leveret til et romantisk nostalgisk lydbillede, og det gør ikke noget, at dette er en af bandets mest undervurderede singler, for den kan knuse ethvert hjerte. Der er ikke mere at sige end det.
Læg dertil alt fra smukt deprimerede ”Apart”, om kærlighed, der falmer gennem manglen på kommunikation, til den dansende ubekymrede uptempo-sang ”Doing the Unstuck”, hvor Smith gentager et mantra om at være glad ved at brænde alt, hvad der holder én, tilbage på et bål. For så snart at vende tilbage til elendigheden, forladtheden og ensomheden i den smukt klaverdrevne ”Trust”. Bare for at blive bragt tilbage til livet af wah-wah-pedalerne i det frustrerende og energiske snit, der vækker Jimi Hendrix' ånd til live.
Albummet opfylder dermed alt andet end det ultimative ønske om at overgå sin forgænger Disintegration, hvilket i sig selv også var en umulig opgave selv for en, der blev ophøjet til en gud af sine fans, en gud ved navn Robert Smith.
LÆS OGSÅ: The Cure giver dansk koncert
