Nyhed

Keith Richards rasende på Mick Jagger

Over dennes accept af at blive slået til ridder

Den elskværdige silkeabelignende Rolling Stones- guitarist Keith Richards, af fans kaldt The Human Riff, udtaler sig negativt om glimmer-tvillingen Mick Jaggers modtagelse af sin ridder-ordinering. I et kommende interview med Mojo-magasinet udtaler Keef: ”Jeg var så rasende, at jeg truede med at trække mig ud af den kommende turné, jeg gik bersærk og bananas.”

Grunden til raserianfaldet var ikke, at Richards var misundelig og håbede på en Sir Keith-titel, udtaler han og forklarer videre, at idéen med at slå Jagger til ridder fyldte Richards med koldt, koldt raseri over Jaggers blinde stupiditet, da denne handling ifølge Richards står i stærk kontrast til den rebelske ”street fighting” musik og hedonistiske rock n’ roll livsstil, bandet levede i storhedstiden i 60’erne.

Mick Jagger blev i juni måned slået til ridder af Englands dronning i forbindelse med hædersuddelingerne ved hendes 50-års regeringsjubilæum. Jagger blev hyldet for sit ”arbejde i populærmusikkens tjeneste”, ligesom Sir Paul McCartney, Sir Elton John og Sir Cliff Richard før er blevet det.


Stones-trommeslageren Charlie Watts udtaler til Mojo: ”Gudfaderbevares, nogle af de folk, der før har modtaget disse medaljer, eller hvad de nu hedder, er rædselsvækkende, så Mick fortjener i hvert fald sin.” Watts nævner ydermere, at Richards også burde have modtaget æren, på trods af hans antipati for sådanne ting, fordi Richards som en halvdel af The Glimmer Twins skrev Stones- sangene sammen med Jagger.

”Hvis Paul McCartney har fået én, så skal Mick også ha’ én. Men hvis Mick fik én, så skulle Keith også være tilbudt en, og det havde virkelig været noget helt andet”, udtaler Watts.

Mick Jagger var ikke lige det åbenlyse valg til tildelingen af æren, da han blandt andet er kendt for et forbillede-sættende misbrug af stoffer og kvinder, der blandt andet har ført til syv børn med fire forskellige kvinder, plus det løse.


Den 58-årige Keith Richards, der nu kan kaldes Englands svar på Erik Clausen, går i mellemtiden ikke og venter på at blive slået til ridder: ”Jeg tvivler på, at de overvejede at tilbyde mig en pris, da de vidste, hvad jeg ville sige ... de vidste, hvor jeg ville sige, de kunne gøre af den.”


ANNONCE