Nyhed

Klub GAFFA-tillæg med 12 års Pearl Jam-historie

Eksklusivt interview samt konkurrencer med præmier ad libitum - vind f.eks. 17-dobbelt bokssæt med AC/DC og Björk-bokssæt med babuska-dukke.

I dag er det nye nummer af GAFFA på gaden, og i Klub GAFFA-tillægget har vi et eksklusivt Pearl Jam-interview, hvor gruppens to guitarister Stone Gossard og Mike McCready fortæller om hele gruppens indtil videre 12-årige karriere, inklusiv en detaljeret gennemgang af deres syv studiealbum, fra 1992-debuten "Ten" til den aktuelle "Riot Act". De to Pearl Jam-guitarister fortæller også udførligt om deres forhold til Nirvana og deres egne guitaridoler. Det hele er garneret med masser af flotte fotos.

Klub GAFFA-medlemmerne kan også deltage i adskillige konkurrencer med en sand syndflod af præmier. Du kan f.eks. vinde et bokssæt med 17 (sytten!) cd’er med AC/DC - stort set gruppens samlede produktion. En anden luksuspræmie er Björks nye bokssæt "Family Tree" i en specialudgave, der ud over tre fuldlængde-cd’er og et videointerview indeholder en Björk-babuska-dukke, hvor hver dukke er udsmykket som Björks respektive pladecovere, fra "Debut" til "Vespertine".

Naturligvis har vi også præmier med Pearl Jam. Du kan vinde eksklusive singler, både på cd og vinyl.


Vi falbyder også Robbie Williams-kamera, -mag-lite (lommelygte), cd- og dobbelte vinylalbum-udgaver af hans nye album "Escapology", og endelig har vi også cd’er og T-shirts med The Vines ("Highly Evolved") og Snoop Dogg ("Paid Tha Cost To Be Da Boss") på højkant.

Tillægget og konkurrencerne er kun for medlemmer af Klub GAFFA, men du kan nå at få denne måneds tillæg og konkurrencemuligheden med, hvis du melder dig ind inden 15. december. Læs mere på klub.gaffa.dk.



ANNONCE