Uddeler sang fra "Bipolar" gratis til fans.
I et indlæg på Limp Bizkits officielle hjemmeside skriver sanger Fred Durst (i midten af billedet), at bandets kommende album ikke længere hedder "Less Is More", men derimod "Bipolar". Albummet, der er det første uden guitaristen Wes Borland, udsendes den 13. maj.
I indlægget skrives der: - Vi har netop færdiggjort albummet og er taget til New York, hvor vi skal mixe det med Andy Wallace. Jeg udsender den første single, straks Andy har mixet den. I vil helt sikkert blive overrasket. Jeg er træt af en masse lort, og "Bipolar" er min måde at få luftet ud på.
Durst skriver også om den nye sang "Just Drop Dead", der beskrives som brutal:
"Lyt til den et par gange rigtigt højt. I skal bare vide, at det ikke er den første single. Det er en rå og umixet version af sangen, der kommer direkte fra studiet."
Han påpeger også, at det var sangens egen vilje at blive delt gratis ud til Limp Bizkits fans:
"På en eller anden måde forvandlede den sig til en mp3 og hoppede direkte ind på computeren. Jeg bad den om at stoppe, men den sagde bare, at jeg skulle "shut the hell up". Ha' det sjovt med sangen, det er bare toppen af isbjerget. Jeg gjorde det for jeres skyld, fordi I fortjener det," fastslår Durst.
Download ”Just Drop Dead”