x

Improviserede Baal-koncerter i København

Improviserede Baal-koncerter i København

Baal, der har en smag for det teatralske, giver i de kommende par uger en række improviserede koncerter på Plan B-teatret i København. Koncerterne finder sted 19. og 26. marts og 2. april og vil bl.a. byde på celebre gæstesolister, teaterfolk, en sanger, der efter sigende kan lave guitarsoloer med munden, en kunstmaler og en ifølge bandet snart kendt multikunstner.

Det overordnede tema vil være, at der ikke er nogen fast plan, og numrene de enkelte aftener vil først blive valgt i sidste øjeblik. Der bliver dog tale om både egne nye og gamle numre og coverudgaver. Der er ikke forsalg til koncerterne.

Til september vil Baal i øvrigt fremføre deres første selvskrevne musikteaterforestilling på Fredericia Teater. Baal har to gange tidligere lavet musik til og medvirket i andres forestillinger, nemlig "Englesyn" på Jomfru Ane Teatret i Ålborg i 2001 og "Antigone" på Århus Teater i 2002.

Gruppens seneste studiealbum "The Supreme Machine" fra 2002 udsendes i øvrigt til foråret i Norge, Sverige, Tyskland og Holland, og i den forbindelse skal gruppen turnere i disse lande.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA