Nyhed

Nyt GAFFA.dk i dag

Efter seks år med et nu klassisk look relanceres GAFFA.dk i dag med et helt nyt design og nye funktionaliteter

Hver dag besøger tusindvis af læsere GAFFA.dk for at få adgang til de daglige musiknyheder, anmeldelser, konkurrencer og artikler, der eksklusivt lægges op på landets førende musikwebside. Du vil dog blive mødt af et helt nyt udseende, når du besøger websiden i dag 10. oktober. Her relanceres GAFFA.dk nemlig i et helt nyt design med nye funktionaliteter, der skal gøre websiden endnu bedre.


GAFFA.dk vil fortsat være landets bedste kilde til musiknyheder og anmeldelser, men i den nye udgave vil læserne samtidig i højere grad få mulighed for at kommentere og diskutere historierne. Niels Riber, der er webudvikler hos GAFFA, beskriver det nye layout – designet i samarbejde med Hello Monday – som et ”nyt, friskt og mere tidssvarende grafisk udtryk” og fortæller, at læserne på lanceringsdagen vil få adgang til et nyt og bedre forum, en ny gallerifunktion og bedre søgemuligheder. Samtidig vil mulighederne for at komme til orde blive bedre for læserne fremover.

– Folk er i dag vant til, at nettet ikke er envejskommunikation. Derfor er vores ambition, at GAFFA.dk’s brugere i højere grad skal indgå i en dialog med redaktion og skribenter – blandt andet åbner vi muligheden for, at brugere kan kommentere nyheder og anmeldelser direkte. Forummet er ligeledes bibeholdt og forbedret, blot med lidt bedre muligheder for moderation. I en ikke fjern fremtid forestiller vi os nye muligheder for brugerinteraktion – for eksempel gennem bidrag af billedmateriale.


Der er i det hele taget lagt op til, at der skal ske meget i fremtiden på GAFFA.dk. En anden af GAFFAs webudviklere, Christoffer Sinnbeck, ser 10. oktober som starten på en lang række forbedringer af GAFFAs profil på nettet.

– Med relanceringen har vi skabt en platform, som kan rumme de store ambitioner, vi har på web-området. Vi ser ikke relanceringen som en slutning på en proces, men derimod som begyndelsen på en ny fase, hvor vi kan lancere nye tiltag hurtigere og bedre end tidligere. Eksempelvis lancerer vi inden nytår vores fantastiske, digitale arkiv, hvor man på nettet vil kunne bladre i samtlige GAFFA-udgivelser siden starten i 1983 – tusindvis af sider om musik, gratis tilgængeligt for alle.

Den nye webside skal puste ekstra liv i vores nyheder og give mere plads til det fantastiske billedmateriale, som tidligere har været gemt lidt væk, og samtidig skabe et grafisk udtryk, der ligger bedre i tråd med den trykte udgave af GAFFA.

Fremtidens GAFFA.dk lanceres 10. oktober klokken 10:10

 

 


ANNONCE