Nyhed

Blue Foundation topper den amerikanske hitliste

Den danske gruppe medvirker på "Twilight"-soundtracket, der lige nu ligger nummer et i USA

Den amerikanske vampyrfilm "Twilight" har biografpremiere i USA 21. november, og det er en film, som man forventer vil blive en kæmpesucces. Den er baseret på Stephenie Meyers bedstsælgende bog af samme navn, og de unge stjerner er allerede blevet kastet ud offentlighedens søgelys til en lang række prisuddelinger og lignende arrangementer.

Så succesen lurer, og optakten til filmens premiere kan da næsten heller ikke gå bedre, da filmens soundtrack netop er røget direkte ind på den amerikanske albumhitlistes top.

På pladen finder man nye sange som "Decode" (Paramore) og "Go All The Way (Into The Twilight)" (Perry Farrell) samt ældre sange som "Supermassive Black Hole" (Muse) og "Leave Out All The Rest" (Linkin Park), og så såmænd også sangen "Eyes On Fire" af Blue Foundation, der er at finde på gruppens seneste album.


Det er ikke første gang, Blue Foundation medvirker på et amerikansk soundtrack, da de også bidrog med en sang til soundtracket til filmudgaven af "Miami Vice". Men denne gang er der tale om et bidrag til et storsælgende soundtrack, der i følge Billboard blev købt i 165.000 eksemplarer i første udgivelsesuge, hvilket altså var nok til at sende dem ind på albumhitlistens førsteplads.

Man kan nu håbe, at de mange tusinde, der har købt soundtracket, også får øjnene op for resten af Blue Foundations fortrinlige materiale, og skal man bedømme efter kommentarerne på gruppen MySpace-side, så er det allerede begyndt at ske.

ANNONCE