Nyhed

Læge starter kanin-klub i København

The Rabbitclub, som kører hver fredag fra i morgen, vil forsøge at samle de elektroniske genrer.

Den sprudlende klubkultur i hovedstaden bliver fra i morgen, fredag d. 1. august, suppleret med endnu et initiativ.

The Rabbitclub holdes på Café Konjak kl. 21-02. Arrangør Janus Jakobsen fortæller om den musikalske profil:

– Jeg har i lang tid undret mig over, at de københavnske subkulturer var så opdelt, som de er. Selv inden for den elektroniske scene er der utallige små samfund, som oftest ikke har noget med hinanden at gøre - selvom de musikalsk og stilmæssigt har meget til fælles. Den musik, som vi ønsker at præsentere, har man oftest kun kunnet opleve til enkeltfestarrangementer.


Musik og grafik
Janus fortæller GAFFA.dk, at der kommer 2-3 dj's hver fredag, og der vil blive vist grafiske præsentationer lavet af professionelle grafikere. Dj-line-up'et for den første aften er: Claus B, DJ Tanja. Resident dj: Dr. music (house/tech).

Hvad får en læge som dig til at kaste sig ud som klub-promoter?
- Jeg har altid været vildt interesseret i musik. Det vigtigste: en kolossal musikinteresse. Jeg har egentlig ikke nogen ambitioner som promoter, men jeg manglede et miljø eller forum til at præsentere det bedste musik, jeg kender.

Og så besluttede du dig for at forsøge at skabe det selv?
– Netop, slutter Janus Jakobsen.


The Rabbitclub, hver fredag kl. 21-02, Café Konjak, H.C. Ørstedsvej 42. Fri entré
ANNONCE