Nyhed

Amy Winehouse-terrorhistorie var en and

The Suns forsidehistorie om at Amy Winehouse skulle være kommet på en dødsliste er stærkt overdrevet

Den engelske tabloidavis The Sun bragte i går (7. januar) en historie om en række englændere inklusive Mark Ronson og Amy Winehouse, der skulle være nævnt på en dødsliste i et ekstremistisk anti-jødisk forum. Den historie viser sig nu at være stærkt overdrevet.

I historien fremgår det, at brugere på websiden Ummah.com var gået i gang med at samle en liste over prominente pro-jødiske englændere, som de kunne have som mål. Avisen fik derefter en kommentar fra den engelske terrorekspert Glen Jenvey, der understregede, at kommentarerne skulle tages seriøst, og de nævnte ville kunne forvente at blive ofre for en hadekampagne og at blive "intimideret af 20 til 30 bøller".

Men i følge den engelske nyhedsblog The Sun - Tabloid Lies er historien stærkt overdrevet. Websiden har fundet det originale forumindlæg frem, hvor essensen er, at der opfordres til indsamle navne, så man kan skrive til dem.


"Det ville være fordelagtigt at sammensætte en liste, så vi kan skrive venlige breve for at minde dem om Israels uretfærdigheder og bede dem stoppe deres støtte til Israel".

Sådan lyder det første indlæg i debaten fra 28. december, og efterfølgende er tonen ikke meget hårdere, og ord som terror og dødslister dukker aldrig op. Amy Winehouse og Mark Ronson nævnes heller aldrig i debatten og kan kun kobles til historien, fordi en af debatørerne linker til en artikel om magtfulde jøder på websiden The Jewish Community Online.

De to musikere har med andre ord øjensynligt ikke noget særligt at være nervøse for, og burde i stedet koncentrere sig om at få lavet en opfølger til Amy Winehouses succesalbum "Back To Black".


ANNONCE