Nyhed

Søren Rasted bag dansktop-sang

Aqua-manden har sammen med Martin Brygmann skrevet "Vi Er Vilde Med Dansktoppen" til fordel for Danmarksindsamlingen

Når Danmarks Radio og tolv af landets største hjælpeorganisationer på lørdag i Tivolis Koncertsal står bag landsindsamlingen under mottoet "Giv Afrikanske Familier En Fremtid", vil der blandt andet være verdenspremiere på en sang fremført af en række af landets mest populære dansktop-kunstnere. Det skriver eb.dk i dag.

Sangen er skrevet af Søren Rasted og Martin Brygmann og har fået titlen "Vi Er Vilde Med Dansktoppen". Den er indspillet hos den tidligere Laban-mand Ivan Pedersen, der har samlet navne som Birthe Kjær, Johnny Reimar, Susanne Lana, Annette Klingenberg, Richard Ragnvald samt Keld og Hilda til i fællesskab at synge den nye komposition.

Til samme show vil man blandt andet også kunne opleve Sanne Salomonsen, Tim Christensen, Carpark North, Julie Berthelsen, Basim og Lis Sørensen.


Danmarks Indsamling sendes på DR1 lørdag den 24. januar fra klokken 19:00 direkte fra Tivolis Koncertsal.

ANNONCE