x

Goldfrapp laver remix for Marilyn Manson

Goldfrapp laver remix for Marilyn Manson

Det lader til, at mange kunstnere arbejder sådan lidt uforudset sammen på kryds og tværs for tiden. For nogle dage siden kunne GAFFA.dk fortælle om det kommende album-samarbejde mellem The Dandy Warhols og Massive Attack. Nu er Marilyn Mansons nyeste single "This Is The New Shit" blevet remixet af den engelske electronica-duo Goldfrapp.

"This Is The New Shit" er ude den 1. september, og Manson selv er meget tilfreds med Goldfrapps bearbejdning af sangen. Han kalder det "det mest kreative remix, nogen har lavet for mig", og siger, at "det lyder, som om Gary Glitter og Marlene Dietrich har lavet et rave-party ud af et nazi-stævne", hvilket - sagt af Manson - vistnok skal opfattes som en kompliment.

Goldfrapp, der består af Alison Goldfrapp (billedet) og Will Gregory, har i øvrigt selv en ny single med titlen "Twist" ude den 20. oktober.

I samme remix-afdeling kan vi nævne, at den gamle Stone Roses-ballademager Ian Brown efter planen skal remixe sangen "Desire" for islandske Gus Gus, der udsendes som single den 29. september.

Det er sjældent, at Ian Brown fungerer som remixer. Sidste gang var i forbindelse med Manic Street Preachers-sangen "Let Robeson Sing", som udkom på remix-versionen af bandets "Forever Delayed"-opsamling sidste år. I den forbindelse havde han hele bandet i studiet under tilblivelsen af remixet for at sikre en live-fornemmelse, fremfor blot at sidde og skrue på knapper.

"Desire" er tredje single fra Gus Gus’s succesfulde "Attention"-album, der er udsendt på den tidligere Underworld-musiker Darren Emersons selskab Underwater Records.

(Billede: Joe Dilworth)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA