Nyhed

Dansk Melodi Grand Prix-komponist bag irsk grand prix-sang

Christina Schilling er kvinden bag "Et Cetera", som på fredag fremføres af Sinead Mulvey i det irske Melodi Grand Prix

Da Hera Björk for nylig fik en andenplads til den danske Melodi Grand Prix, var det med sangen "Someday", der blandt andet er skrevet af den danske sangskriver Christina Schilling. Hun fik dermed ikke mulighed for at komme med til finalen i Moskva senere i år, men nu får hun en ny chance gennem det irske Melodi Grand Prix.

Christina Schilling har skrevet sangen "Et Cetera" i samarbejde med den svenske sangskriver Jonas Gladnikoff, som hun også arbejdede sammen med på "Someday", samt den irske sangskriver Niall Mooney og italieneren Daniele Moretti. Da "Someday" kun nåede andenpladsen i dansk grand prix, er Schilling glad for at have fået endnu en chance for at få en sang med til det europæiske Melodi Grand Prix i Moskva.

Sangskriveren omtaler selv "Et Cetera" som en hurtig og glad sang, der blander det bedste fra pop med det bedste fra rock. Sangen skal fremføres af den irske sangerinde Sinead Mulvey i selskab med pigebandet Black Daisy samt nogle af de danske og svenske korpiger, der medvirkede på "Someday".

Christina Schilling er derfor for tiden travlt optaget med forberedelserne til det irske grand prix. Ikke desto mindre arbejder hun samtidig på at skrive nye numre til Hera Björk. Om det nye sangskrivningsprojekt udtaler hun i en pressemeddelelse udsendt af Pixieland Studios:


"Jeg og de andre sangskrivere bag 'Someday' er i gang med at skrive nye sange til Hera, som skal være med på et fremtidigt album. Hera er også involveret som sangskriver på nogle af dem. Mit samarbejde med Hera er langt fra forbi".

Christina Schilling siger også, at hun glæder sig meget til at deltage i den irske grand prix-finale, der vil finde sted fredag den 20. februar 2009.

ANNONCE